Huxi Bach bliver vært for Bodilprisen 2023
Lørdag den 25. marts 2023 hylder Danske Filmkritikere traditionen tro årets største filmpræstationer ved Bodilprisen. Nu løftes sløret for, hvilke nominerede der skal dyste om de prestigefyldte priser. Kampen om statuetterne er uhyre tæt i et år, hvor nomineringerne fordeler sig over hele 11 forskellige film i skuespillerkategorierne. Årets topscorere med fire nomineringer hver, herunder for Bedste film, er Hlynur Pálmasons Vanskabte land og Frelle Petersens Resten af livet, mens Ali Abbasis Holy Spider, Christian Tafdrups Speak No Evil og Niels Arden Oplevs Rose følger efter med tre – og Anders W. Berthelsen er nomineret to gange.
Bodilprisen, Danmarks ældste filmpris, bliver endnu engang uddelt med et brag af et gallashow på Folketeatret i København lørdag den 25. marts 2023.
Her byder Danske Filmkritikere velkommen til en festlig aften, hvor filmårets største præstationer skal hyldes og hædres. Og de nominerede kan hermed offentliggøres.
Uhyre tæt kapløb om de 13 bodilstatuetter
Feltet blandt de nominerede ved Bodilprisen 2023 er sjældent set i et tættere kapløb med hele 11 film repræsenteret i skuespillerkategorierne.
Årets topscorere er Vanskabte Land og Resten af Livet, der løber med fire nomineringer hver. Vanskabte land (instr. Hlynur Pálmason) er nomineret i kategorierne Bedste danske film (fiktion), Bedste mandlige hovedrolle (Elliott Crosset Hove), Bedste kvindelige birolle (Ída Mekkín Hlynsdóttir) og Bedste mandlige birolle (Ingvar Sigurdsson). Resten af livet (instr. Frelle Petersen) er nomineret for Bedste danske film (fiktion), Bedste kvindelige hovedrolle (Jette Søndergaard), Bedste mandlige hovedrolle (Ole Sørensen) og Bedste kvindelige birolle (Mette Munk Plum).
Holy Spider (instr. Ali Abbasi) følger trop og er foruden at være nomineret for Bedste Film nomineret i kategorierne Bedste kvindelige hovedrolle (Zar Amir Ebrahim) og Bedste mandlige hovedrolle (Mehdi Bajestani), mens Speak No Evil (instr. Christian Tafdrup) ud over Bedste Film også er nomineret for Bedste kvindelige birolle (Karina Smulders) og Bedste mandlige birolle (Fedja van Huêt). Rose (instr. Niels Arden Oplev) har ligeledes tre nomineringer for Bedste kvindelige hovedrolle (Sofie Gråbøl), Bedste kvindelige birolle (Lene Maria Christensen) og Bedste mandlige birolle (Anders W. Berthelsen).
Stærkt felt med danske og internationale debutanter
I skuespilkategorierne finder man både helt unge stjernefrø, førstegangsnominerede i en sen alder og hyldede veteraner – og såvel danske som internationale skuespillere.
De nominerede til Bedste kvindelige hovedrolle er Flora Ofelia Hofmann Lindahl (‘Du som er i himlen’), Jette Søndergaard (‘Resten af livet’), Zar Amir Ebrahimi (‘Holy Spider’), Ragnhild Kaasgaard (‘Miss Viborg’) og Sofie Gråbøl (‘Rose’). Det er Sofie Gråbøls 10. Bodil-nominering.
Kampen om statuetten for Bedste mandlige hovedrolle står mellem Ole Sørensen (‘Resten af livet’), Mehdi Bajestani (‘Holy Spider’), Elliott Crosset Hove (‘Vanskabte land’), Morten Hee Andersen (’Krysantemum’) og Anders W. Berthelsen (‘Bamse’). Anders W. Berthelsen er desuden nomineret i kategorien Bedste mandlige birolle (‘Rose’).
Danske dokumentarer i pragtpræstationer
Dansk dokumentarfilm bliver i disse år anerkendt internationalt for sin høje kvalitet, og det vidner årets nominerede i kategorien Årets danske dokumentar også om. Årets felt tæller fem stærke dokumentarfilm A House Made of Splinters (instr. Simon Lereng Wilmont), Mr. Graversen (instr. Michael Graversen), Se mig som jeg er (instr. Louise Leth), The Lost Leonardo (Andreas Koefoed) og Tsumu (instr. Kasper Kiertzner).
De øvrige nominerede kan ses i listen herunder. Ved Bodil-showet uddeles desuden en Æres-Bodil, en Sær-Bodil og priser for bedste manuskript, fotografering og scenografi.
Huxi Bach bliver vært for årets show
Huxi Bach har med skarpsindig humor, satirisk timing og musikalsk intellekt cementeret sin position i det danske medielandskab. Han startede sin karriere som tv- og radiovært på hitprogrammer som bl.a. Boogie (2002) og Den løse kanon (2009), men er i dag mest af alt kendt som en af landets kvikkeste satirikere, der med sine tankevækkende kommentarer og underfundige pointer altid er garant for humor med substans.
Siden 2012 har han turneret med sine anmelderroste one-man-shows, i 2019 blev han vært på DR’s ugentlige nyhedssatireprogram Ugen plus det løse, og senest kan han høres som vært på DR-podcasten Ubegribeligt (2022).
Billetter til showet kan købes på www.bodilprisen.dk.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation & PR
For yderligere information, kontakt venligst
Julie Qvick // julie@have.dk // 2272 7556
Amalie Søndergaard // amalie@have.dk // 2858 8150
Cathrine Larsen // cathrine@have.dk // 2076 5587
Om Bodilprisen
Danske Filmkritikeres Bodilprisen – en af Europas ældste filmpriser – uddeles en gang om året ved en stor gallafest. Bodilfestens indhold kan variere, men har de sidste mange år budt på underholdning, fejring af de nominerede film og stjerner, den berømte Bodilkage og ikke mindst overrækkelse af Bodilpriserne.
Der uddeles sædvanligvis priser til bedste danske film, bedste mandlige hovedrolle, bedste kvindelige hovedrolle, bedste mandlige birolle, bedste kvindelige birolle, bedste manuskript, bedste fotograf samt bedste dokumentarfilm, bedste amerikanske film og bedste ikke-amerikanske film. Udover disse priser uddeler Danske Filmkritikere en Sær-Bodil for en af årets væsentlige indsatser samt en Æres-Bodil til en person, der gennem årene har markeret sig betydningsfuldt.
Årets nominerede til Bodilprisen 2023
Bedste danske film (fiktion)
- Du som er i himlen
- Holy Spider
- Resten af livet
- Speak No Evil
- Vanskabte land
Bedste kvindelige hovedrolle
- Flora Ofelia Hofmann Lindahl, Du som er i himlen
- Jette Søndergaard, Resten af livet
- Ragnhild Kaasgaard, Miss Viborg
- Sofie Gråbøl, Rose
- Zar Amir Ebrahimi, Holy Spider
Bedste mandlige hovedrolle
- Anders W. Berthelsen, Bamse
- Elliott Crosset Hove, Vanskabte land
- Mehdi Bajestani, Holy Spider
- Morten Hee Andersen, Krysantemum
- Ole Sørensen, Resten af livet
Bedste kvindelige birolle
- Amanda Collin, Fædre & mødre
- Ída Mekkín Hlynsdóttir, Vanskabte land
- Karina Smulders, Speak No Evil
- Lene Maria Christensen, Rose
- Mette Munk Plum, Resten af livet
Bedste mandlige birolle
- Anders W. Berthelsen, Rose
- Fedja van Huêt, Speak No Evil
- Henrik Birch, Krysantemum
- Ingvar Sigurdsson, Vanskabte land
- Jesper Zuschlag, Elsker dig for tiden
Bedste danske dokumentar
- A House Made of Splinters
- Mr. Graversen
- Se mig som jeg er
- The Lost Leonardo
- Tsumu
Bedste amerikanske film
- C’Mon C’Mon
- Everything Everywhere All at Once
- Licorice Pizza
- Pig
- Red Rocket
Bedste ikke-amerikanske film
- Belfast
- Decision to Leave
- Drive My Car
- Triangle of Sadness
- Verdens værste menneske
Om Foreningen Danske Filmkritikere
Foreningen har 43 medlemmer, og bestyrelsen består af:
- Nanna Frank Rasmussen (formand)
- Jacob Ludvigsen (næstformand)
- Christian Monggaard
- Katrine Sommer Boysen
- Maria Månson
- Ann Lind Andersen
Bodilprisen 2022: Her er vinderne
For første gang nogensinde blev der til aftenens prisshow uddelt årets Bedste mandlige hovedrolle for en stemmepræstation, og det var ingen ringere end foregangsmanden Anders Matthesen, der løb med statuetten for sin præstation i Ternet Ninja 2.
Susanne Bier blev tildelt årets Æres-Bodil for sit mangeårige imponerende arbejde og sin ambassadørrolle for dansk film ude i verden. Derudover honorerede Danske Filmkritikere særligt de danske dokumentarfilm i år med hele tre priser, hvilket er rekord. Den internationalt anerkendte Flugt løb med to priser – for Bedste dokumentar og Sær-Bodil for animationsarbejdet bag – mens instruktør Jesper Dalgaards arbejde med Kandis for livet gav ham Biografklub Danmark Talentprisen.
Statuetten for Bedste Film gik til debutanten Lisa Jespersen for dramaet Hvor kragerne vender, som også høstede en pris til Anne Sofie Wanstrup i kategorien Bedste kvindelige birolle.
For 75. gang var den danske filmbranche samlet til Bodilfest, og sangskriver og skuespiller Annika Aakjær styrede slagets gang under aftenens gallashow på Folketeatret i København. Det var hendes første gang som Bodilvært, men aftenens store historie havde en anden first timer, Anders Matthesen, i hovedrollen. Han modtog nemlig prisen for Bedste mandlige hovedrolle for sin stemmepræstation i Ternet Ninja 2 – en hæder, som aldrig før var givet for en stemmepræstation.
Aftenens hovedpris for Bedste film gik til debutanten Lisa Jespersen for Hvor kragerne vender. Det var tredje gang i løbet af de seneste fem år, at en debutant modtager hovedprisen.
En anerkendelse af rutinerede kræfter
Årets Æres-Bodil blev uddelt til en af Danmarks største instruktører nogensinde, Susanne Bier.
Fra sit gennembrud i komedien Den Eneste Ene til Oscarvinderen Hævnen og Netflix-succesen Bird Box har hun banet vejen og været en ambassadør i særklasse for den danske filmbranche – en rolle som Danske Filmkritikere i år hædrede med æresprisen.
For anden gang i karrieren gik prisen for Bedste kvindelige hovedrolle til Birthe Neumann – denne gang for hendes rolle som Karen Blixen i filmen Pagten. Helt nyt var det til gengæld for aftenens Bodildebutant og modtager af Bedste kvindelige birolle, Anne Sofie Wanstrup, der også var nomineret til Biografklub Danmark Talentprisen. Den pris gik i stedet til dokumentarinstruktøren Jesper Dalgaard for hans dokumentariske portræt af dansktop-bandet Kandis og ikke mindst dets fanskare i Kandis for Livet.
Årets mandlige birolle gik til Lars Mikkelsen for hans rolle i Venuseffekten. Det var hans tredje Bodil.
En aften i animationens tegn
Det var ikke kun Anders Matthesen, der kunne lade sig hylde som årets bedste i sin kategori med en animationsfilm.
Jonas Poher Rasmussens roste animerede dokumentar Flugt endte med at stå øverst på skamlen, da der skulle uddeles priserne for Bedste Dokumentar og årets Sær-Bodil – sidstnævnte blev uddelt til animator Kenneth Ladekjær og art director Jess Nicholls.
Biografsuccesen Margrete Den Første endte som aftenens hyppigste gæst på scenen, da filmen blev hædret med tre af de mere tekniske priser: Rasmus Videbæk for Bedste fotograf, Henning Bahs-prisen for scenografien gik til Søren Schwarzberg, og Bedste manuskript til trioen Charlotte Sieling, Jesper Fink og Maya Ilsøe.
I kategorierne Bedste amerikanske film og Bedste ikke-amerikanske film gik priserne til to film af kvindelige instruktører: Nomadland af Chloé Zhao og The Power of the Dog af newzealandske Jane Campion.
Bodilprisen 2022: Her er de nominerede
Lørdag den 19. marts 2022 hylder Danske Filmkritikere traditionen tro årets største filmpræstationer ved Bodilprisen, der igen i år afholdes på Folketeatret i København. Nu løftes sløret for, hvilke nominerede der skal dyste om de 14 prestigefyldte priser. Helt sensationelt har ’Hvor kragerne vender’ modtaget ikke mindre end ni nomineringer, hvilket er rekord for en film til Bodilprisen. Desuden høster Trine Dyrholm sin 14. Bodilnominering – denne gang for titelrollen i ’Margrete Den Første’.
Bodilprisen, Danmarks ældste filmpris, bliver endnu engang uddelt med et brag af et gallashow på Folketeatret i København lørdag den 19. marts 2022.
Her byder Danske Filmkritikere velkommen til en festlig aften, hvor filmårets største præstationer skal hyldes og hædres. De nominerede til de i alt 14 priser, kan hermed offentliggøres.
Hele ni nomineringer til ’Hvor kragerne vender’
Årets helt store topscorer er uden tvivl ’Hvor kragerne vender’, som er nomineret hele ni gange – nærmere betegnet i kategorierne Bedste film (fiktion), Bedste kvindelige hovedrolle (Rosalinde Mynster), Bedste kvindelige birolle (hhv. Anne Sofie Wanstrup og Bodil Jørgensen), Bedste mandlige birolle (hhv. Jesper Groth og Thomas Hwan) og Biografklub Danmark Talentprisen (hhv. Anne Sofie Wanstrup, Sara Isabella Jønsson og Lisa Jespersen).
Grundet dobbeltnomineringerne i de to birollekategorier og tre nomineringer til Biografklub Danmark Talentprisen kan filmen dog højst modtage fem statuetter.
3 ud af 5 nominerede til ’Bedste film’ er instrueret af kvinder
I kategorien Bedste film (fiktion) dyster ’Hvor kragerne vender’ (instr. Lisa Jespersen) med ’Margrete Den Første’ (instr. Charlotte Sieling), ’Smagen af sult’ (instr. Christoffer Boe), ’Ternet Ninja 2’ (instr. Thorbjørn Christoffersen og Anders Matthesen) og ’Venuseffekten’ (instr. Anna Emma Haudal). Dermed er tre ud af de fem nominerede film instruerede af kvinder.
Kampen om statuetten for Bedste kvindelige hovedrolle kommer til at stå mellem Birthe Neumann (’Pagten’), Johanne Milland (’Venuseffekten’), Katrine Greis-Rosenthal (’Smagen af sult’), Rosalinde Mynster (’Hvor kragerne vender’) og Trine Dyrholm (’Margrete Den Første’). Denne nominering er Trine Dyrholms 14. Bodilnominering.
De nominerede til Bedste mandlige hovedrolle er Alex Høgh Andersen (’Skyggen i mit øje’), Anders Matthesen (’Ternet Ninja 2’), Nikolaj Coster-Waldau (’Smagen af sult’) og Simon Bennebjerg (’Pagten’) og den kun 15-årige Bertram Bisgaard (’Skyggen i mit øje’).
’Flugt’ er – naturligvis – også nomineret
I dokumentarkategorien finder man – næppe overraskende – Jonas Poher Rasmussens animerede ’Flugt’, som allerede er blevet shortlistet til to Oscar-priser. Den skal dyste mod ’Fra det vilde hav’ (instr. Robin Petré), ’Kandis for livet’ (instr. Jesper Dalgaard), ’President’ (instr. Camilla Nielsson) og ’Skál/Skål’ (instr. Cecilie Debell og Maria Tórgarð).
Biografklub Danmark er dette års sponsor for Talentprisen, som uddeles til et nyt og bemærkelsesværdigt talent, der har markeret sig i årets danske film. De nominerede i denne kategori er Anne Sofie Wanstrup (skuespiller, ’Hvor kragerne vender’ & ’Venuseffekten’), Johanne Milland (skuespiller, ’Venuseffekten’), Jesper Dalgaard (instruktør, ’Kandis for livet’), Lisa Jespersen (instruktør, ’Hvor kragerne vender’) og Sara Isabella Jønsson (manuskriptforfatter, ’Hvor kragerne vender’ og ’Miss Osaka’).
De øvrige nominerede kan ses i listen herunder.
Annika Aakjær bliver vært for årets show
Showets vært bliver Annika Aakjær, som med sin musikalitet, humor, et veludviklet performertalent og sin store personlighed på kort tid har taget Danmark med storm. Siden sit debutalbum har hun imponeret både anmeldere og publikum med sine originale tekster og melodier.
Udover at være et stort navn på den danske musikscene har hun også flere præstationer som skuespiller bag sig. Med værtskabet ved Bodilprisen ser hun frem til at hylde filmbranchens mange, dygtige aktører med et show ud over det sædvanlige.
Billetter til showet kan købes her
Årets nominerede til Bodilprisen 2022
Bedste film (fiktion)
• Hvor kragerne vender
• Margrete Den Første
• Smagen af sult
• Ternet Ninja 2
• Venuseffekten
Bedste kvindelige hovedrolle
• Birthe Neumann, Pagten
• Johanne Milland, Venuseffekten
• Katrine Greis-Rosenthal, Smagen af sult
• Rosalinde Mynster, Hvor kragerne vender
• Trine Dyrholm, Margrete Den Første
Bedste mandlige hovedrolle
• Alex Høgh Andersen, Skyggen i mit øje
• Anders Matthesen, Ternet Ninja 2
• Bertram Bisgaard, Skyggen i mit øje
• Nikolaj Coster-Waldau, Smagen af sult
• Simon Bennebjerg, Pagten
Bedste kvindelige birolle
• Anne Sofie Wanstrup, Hvor kragerne vender
• Asta August, Pagten
• Bodil Jørgensen, Hvor kragerne vender
• Ester Birch, Skyggen i mit øje
• Sofie Gråbøl, Venuseffekten
Bedste mandlige birolle
• Jesper Groth, Hvor kragerne vender
• Lars Mikkelsen, Venuseffekten
• Morten Hee Andersen, Margrete Den Første
• Søren Malling, Margrete Den Første
• Thomas Hwan, Hvor kragerne vender
Bedste dokumentar
• Flugt
• Fra det vilde hav
• Kandis for livet
• President
• Skál/Skål
Bedste amerikanske film
• First Cow
• Minari
• Nomadland
• Sound of Metal
• The French Dispatch
Bedste ikke-amerikanske film
• Promising Young Woman
• Quo Vadis, Aida
• The Father
• The Power of the Dog
• Titane
Biografklub Danmark Talentprisen
• Anne Sofie Wanstrup, skuespiller, Hvor kragerne vender & Venuseffekten
• Johanne Milland, skuespiller, Venuseffekten
• Jesper Dalgaard, dokumentarinstruktør, Kandis for livet
• Lisa Jespersen, instruktør, Hvor kragerne vender
• Sara Isabella Jønsson, manuskriptforfatter, Hvor kragerne vender og Miss Osaka
Om Foreningen Danske Filmkritikere
Foreningen har 43 medlemmer, og bestyrelsen består af:
• Nanna Frank Rasmussen (formand)
• Jacob Ludvigsen (næstformand)
• Christian Monggaard
• Katrine Sommer Boysen
• Maria Månson
• Ann Lind Andersen
Annika Aakjær bliver vært for Bodilprisen 2022!
Lørdag den 19. marts 2022 hylder Danske Filmkritikere traditionen tro årets største filmpræstationer ved Bodilprisen, der igen i år afholdes på Folketeatret i København. I dag kan det offentliggøres, at årets vært bliver sangskriver Annika Aakjær.
Annika Aakjær har med musikalitet, humor, et veludviklet performertalent og stor personlighed på kort tid taget Danmark med storm og har siden sit debutalbum imponeret både anmeldere og publikum med sine originale tekster og melodier. Udover at være et stort navn på den danske musikscene har hun også flere præstationer som skuespiller bag sig. Med værtskabet på Bodilprisen ser hun frem til at hylde filmbranchens mange, dygtige aktører med et show ud over det sædvanlige.
Billetsalget til Bodilprisen 2022 er i gang!
Skal du være med, når vi den 19. marts hylder filmårets største præstationer til Bodilprisen 2022? Så er det nu du skal slå til! Et begrænset antal billetter til det gallashowet på Folketeatret i København er netop sat i salg. En billet til Bodilprisen inkluderer den prestigefyldte prisuddeling og efterfest på Folketeatret.
Årets vært afsløres den 10. januar, mens de nominerede offentliggøres den 18. januar.
Bodilprisen 2021: Her er vinderne
Thomas Vinterbergs Druk blev aftenens store vinder og modtog en Bodil i kategorierne Bedste film, Bedste mandlige hovedrolle og Bedste manuskript, da Danske Filmkritikere hyldede det seneste års dygtigste fra filmens verden til en gallafest på Folketeatret. Det er tredje gang, at Thomas Vinterberg modtager Bodilprisens hæder for Bedste film. Mads Mikkelsens præstation i Druk sikrede også ham sin tredje Bodil i kategorien Bedste mandlige hovedrolle. I kategorien Bedste kvindelige hovedrolle blev der uddelt en pris til den yngste modtager nogensinde, 13-årige Kaya Toft Loholt for sin rolle i En helt almindelig familie. For samme film modtog instruktør Malou Reymann Arbejdernes Landsbank Talentprisen for sin spillefilmdebut.
Der blev uddelt 14 priser her til aften, da den danske filmbranche for første gang siden coronapandemien var fysisk samlet til den 74. udgave af Bodilprisen, der foregik på Folketeatret i København med Emma Sehested Høeg som vært. Aftenens store vinder blev Thomas Vinterbergs Druk, der modtog hele tre priser. Filmen modtog Bodilprisen for Bedste film, Bedste mandlige hovedrolle – der gik til Mads Mikkelsen – samt Bedste manuskript, der gik til Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg.
Hæder til debutanter
Aftenens anden store vinder blev spillefilmdebutanten Malou Reymanns En helt almindelig familie. Filmen, der var nomineret i fire kategorier, modtog priser for Bedste kvindelige hovedrolle, der gik til 13-årige Kaya Toft Loholt, samt Arbejdernes Landsbank Talentprisen, der gik til instruktør Malou Reymann.
I dokumentarkategorien modtog instruktør Mira Jargil sin første Bodil for En splittet familie, som hun både har været instruktør, manuskriptforfatter og fotograf på. Fotograf Louise McLaughlin kunne også tage sin første Bodilstatuette med hjem for Bedste fotograf for sit arbejde på Vores mand i Amerika, men scenograf Rie Lykke modtog Henning Bahs Prisen for samme film. Det er anden gang Rie Lykke modtager Henning Bahs Prisen – første gang var i 2015 for Kapgang.
De garvede veteraner blev hyldet
Sidse Babett Knudsen, der var nomineret hele to gange i kategorien Bedste kvindelige birolle, løb af med sejren for sin præstation i Kød og Blod. Det er Sidse Babett Knudsens tredje Bodil og den første siden 2000, hvor hun modtog en Bodil for Bedste kvindelige hovedrolle for Den eneste ene. I kategorien Bedste mandlige birolle modtog Lars Brygmann sin første Bodil for sin præstation i Retfærdighedens ryttere. Det var femte gang, Lars Brygmann var nomineret til en Bodil.
Årets Æres-Bodil gik til de danske biografer for deres indsats for dansk film, særligt efter et historisk hårdt år under COVID-19-pandemien, mens Sær-Bodil blev uddelt til instruktør og producer Katja Adomeit, der med sit eget produktionsselskab Adomeit Film har stået bag en lang række utraditionelle og nyskabende dokumentar- og fiktionsfilm.
Blandt de internationale film blev den franske Portræt af en kvinde i flammer af instruktør Céline Sciamma aftenens vinder i kategorien Bedste ikke-amerikanske film, mens Bodilprisen for Bedste amerikanske film gik til instruktør Robert Eggers for den psykologiske horror-thriller The Lighthouse.
De eftertragtede Bodilstatuetter fordelte sig således:
- Bedste film gik til Druk, som dermed sikrede Thomas Vinterberg sin tredje Bodil i kategorien.
- Bedste kvindelige hovedrolle gik til den 13-årige Kaya Toft Loholt, der vandt sin første Bodil som den yngste nogensinde for sin præstation i En helt almindelig familie.
- Mads Mikkelsen modtog sin tredje Bodil i kategorien Bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i
- Sidse Babett Knudsen kunne ligeledes tage sin tredje Bodilpris med hjem, da hun modtog prisen for Bedste kvindelige birolle for Kød og blod.
- Bedste mandlige birolle gik til Lars Brygmann, der for første gang kunne tage en Bodilstatuette med sig hjem.
- Mira Jargil modtog en Bodil for Bedste dokumentar for sit arbejde som både instruktør, manuskriptforfatter og fotograf på En splittet familie.
- Bedste amerikanske film gik til The Lighthouse, instrueret af Robert Eggers.
- Bedste ikke-amerikanske film blev den franske Portræt af en kvinde i flammer af instruktør Céline Sciamma.
- Bedste fotograf blev Louise McLaughlins første Bodil for sit arbejde med Vores mand i Amerika.
- Bedste manuskript gik til Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg for
- De danske biografer blev hædret med årets Æres-Bodil.
- Årets Sær-Bodil gik til instruktør og producer Katja Adomeit.
- For anden gang kunne Rie Lykke tage den eftertragtede Bodilstatuette med hjem, da hun modtog Henning Bahs prisen for sit scenografiske arbejde på Vores mand i Amerika.
- Den anden udgave af Arbejdernes Landsbank Talentprisen gik til instruktør Malou Reymann for hendes spillefilmdebut En helt almindelig familie.
Den samlede modtagerliste samt begrundelserne kan læses i det følgende.
Bodilvindere filmåret 2020
Bedste film: Druk af Thomas Vinterberg
Bedste kvindelige hovedrolle: Kaya Toft Loholt for En helt almindelig familie
Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen for Druk
Bedste kvindelige birolle: Sidse Babett Knudsen for Kød og blod
Bedste mandlige birolle: Lars Brygmann for Retfærdighedens ryttere
Bedste dokumentar: En splittet familie af Mira Jargil
Bedste amerikanske: The Lighthouse af Robert Eggers
Bedste ikke-amerikanske: Portræt af en kvinde i flammer af Céline Sciamma
Bedste fotograf: Louise McLaughlin for Vores mand i Amerika
Bedste manuskript: Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg for Druk
Æres-Bodil: De danske biografer
Sær-Bodil: Instruktør og producer Katja Adomeit
Henning Bahs Prisen: Scenograf Rie Lykke for Vores mand i Amerika
Arbejdernes Landsbank Talentprisen: Instruktør Malou Reymann for En helt almindelig familie
Motivationstekster
Bedste film: Druk af Thomas Vinterberg
Vi har svært ved at huske, hvornår vi herhjemme har talt så meget om en dansk film, som vi har talt om ”Druk”. De mange flotte og velfortjente lovord og priser fra udlandet har naturligvis hjulpet med at holde samtalen oppe i højeste gear. Men med historien om fire mænd, der kaster sig ud i et promille-eksperiment, har Thomas Vinterberg også ramt en helt særlig dansk ånd.
Nu kan en national folkesjæl ikke indkapsles i én enkelt film, men hvis den kunne, så ville det være i ”Druk”. Samtidig er filmen grænsesprængende. Den er ikke kun en komedie, ikke kun et drama, der stilles flere spørgsmål, end der gives svar. Den favner ambivalensen i karakterernes eksperiment, den tør at stå ved både det smukke og det sorgfulde. Og så skaber Thomas Vinterberg uforglemmelig, filmisk magi med den åbne slutscene, som må gå over i dansk filmhistorie som en af de smukkeste nogensinde.
Bedste kvindelige hovedrolle: Kaya Toft Loholt (En helt almindelig familie)
”Det kan man da ikke bare bestemme selv”, siger Kaya Toft Loholt i rollen som Emma, da hun har fået at vide, at hendes far vil skifte køn og blive den, hun egentlig er - en kvinde. Forvirring blander sig med vrede hos pigen, der befinder sig i lige præcis den alder, hvor man pendulerer mellem barndom og voksentilværelse, og ingenting er helt fast og sikkert indeni. Nu skal hun også forholde sig til, at køn og familiestrukturer er en flydende og foranderlig størrelse. Den udfordring manifesterer sig hos Emma som både betuttet skrøbelighed og stolt styrke. Med bemærkelsesværdig naturlighed bærer Kaya Toft Loholt den store udviklingsrolle på sine smalle tweenskuldre.
Du kan selvfølgelig bestemme selv, Kaya, men vi vil faktisk rigtig gerne se dig igen på film.
Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen (Druk)
Med rollen som den midaldrende gymnasielærer Martin, hvis livslyst er blevet godt rusten af en rutinedrevet hverdagstilværelse, giver Mads Mikkelsen en af sine allerbedste præstationer nogensinde. Hvis man ikke vil tage Danske Filmkritikeres ord for det, kan man bare kigge på alle de roser, som Mads Mikkelsen har fået i udlandet. Der bliver da også hevet i den eminente skuespiller fra alle verdenshjørner. Så meget, at han efterhånden kan kalde sig en af de allermest succesfulde danske skuespillere nogensinde. Vi er glade for, at det er de inderligt genkendelige og begavede skildringer af danske mænd, der bliver ved med at slå benene væk under alle. Og vi glæder os til, at han fortsætter dansen med dansk film.
Bedste kvindelige birolle: Sidse Babett Knudsen (Kød og blod)
Er hun en omsorgsfuld moster eller iskold psykopat-mor, der bruger incestuøse kneb til at holde på sine voksne sønner? Sidste Babett Knudsen spiller med uhyggelig og dramatisk dobbelthed rollen som gangster-matriark i Jeanette Nordahls debutfilm ”Kød & Blod”.
I filmen hedder Sidste Babett Knudsens karakter Bodil. Det har jo nok ikke været manuskriptforfatternes subtile måde at minde os om, at hun også fortjener at få en Bodil, men det gør hun altså. Faktisk sætter vi så stor pris på Babett Knudsens spillemæssige spændvidde, at hun er nomineret for hele to birollepræstationer i aften. Det er nemlig svært at få øjnene fra Sidse Babett Knudsen, når hun først er i billedet.
Bedste mandlige birolle: Lars Brygmann (Retfærdighedens ryttere)
Der skal et temmelig stort og frygtløst komisk talent til at få folk til at grine af seksuelt misbrug af børn. Sådan et besidder Lars Brygmann, der i Retfærdighedens Ryttere spiller den excentriske computernørd Lennart, en mand, der tydeligvis er præget af en barsk opvækst. Brygmann leverer en kompleks præstation. Hans spil har nok altid været mest præget af et alvorligt ydre og en eminent sans for deadpan-komik, men han behandler også altid selv sine mest skæve karakterer med en stor følsomhed. Selv om han har sagt, at film og tv ikke når teatret til sokkeholderne, så er vi glade for, at han alligevel ofte lader sig overtale til at tage filmroller. Vi håber, det bliver ved.
Bedste dokumentar: En splittet familie af Mira Jargil
Krig er død og ødelæggelse. Det ved vi. Men så er der alt det, der følger i kølvandet, såsom familier, der bliver splittede. I Mira Jargils dokumentar følger vi lægen Rana, der er kommet til Danmark. Hendes mand er i Canada, mens deres to unge teenagesønner er efterladt i Tyrkiet og må klare sig selv. Familiesammenføringen er ikke ligetil. Særligt ikke når man kæmper mod et uigennemtrængeligt bureaukrati. Mira Jargil imponerer her ved sine observerende og intime portrætter af mennesker, der kæmper mod alle odds. Med sit lavmælt registrerende kamera dokumenterer filmen sobert og følsomt den syriske families årelange, kafkaske kamp for familiesammenføring, så vi på både rørende og sindsoprivende vis oplever menneskene bag journalnumrene. Den skildring har ikke bare fortjent at blive set af et stort publikum, den fortjener også en Bodil.
Bedste amerikanske film: The Lighthouse af Robert Eggers
’The Lighthouse’ kan bedst beskrives som Bergman og Tarkovskij møder sæd, prut og Robert Pattinson. For det er i mødet mellem det arthouse-højtidelige og det latrinært lavkomiske, at lyset fra Robert Eggers mystiske fyrtårnskammerspil trænger klart igennem. Erfaren fyrtårnsbestyrer møder ung lærling på New Englands vindblæste kyst i 1890, og virkelig mærkelig musik opstår. Det slår gnister mellem Pattinson og Willem Dafoe, mens Eggers skaber en helt særlig stemning af vanvid og klaustrofobi, så man også som publikum mister virkelighedsforbindelsen for en stund. Det er så galt, at det er genialt.
Bedste ikke-amerikanske film: Portræt af en kvinde i flammer af Céline Sciamma
”Portræt af en kvinde i flammer” er et storslået værk om at se - virkelig at se - et andet menneske. Historien er henlagt til Frankrig år 1760. Her skal kunstneren Marianne male et portræt af den unge og giftemodne kvinde Hélöise, et maleri, der kan fungere som et slags datidens Tinderfoto; det skal sendes til en interesseret bejler. Men de to kvinder ender med at forelske sig i hinanden, kunsten bliver en katalysator for kærligheden. Instruktøren Céline Sciamma viser med dramatisk minimalisme, hvordan et menneske består af mange penselstrøg, mange farvenuancer, mange positurer. Det er lyset, vi bliver set i, der former os for den enkelte. Det er en film fuld af nuancer og fortolkningslag, en film om kunst, der bliver et kunstværk i sig selv.
Bedste fotograf: Louise McLaughlin (Vores mand i Amerika)
Sidste år var Louise McLaughlin nomineret til Bodils talentpris - Arbejdernes Landsbank Talentprisen - for sit arbejde på filmen ”Harpiks” og ”De Frivillige”. Hun debuterede nemlig ikke bare på en, men hele to spillefilm i 2019, og vi var ikke i tvivl om, at det bare var et spørgsmål om tid, før vi kunne fejre hendes talent med en Bodilstatuette. At det skulle ske allerede nu, kun et år efter, er et tegn på hendes store talent, der manifesterer sig i hendes overlegne medfortællende arbejde på Christina Rosendahls film ”Vores mand i Amerika”. Den er skudt på 16 mm, og det tilfører historien en særligt knitrende fortidspoesi. Og det er langt fra en gimmick. Faktisk er det tydeligt, at der er klare, velovervejede æstetiske grunde til alt, hvad Louise McLaughlin foretager sig. Hendes arbejde virker båder legelystent og meget præcist. Og det er vi glade for at kunne give hende en Bodil for.
Bedste manuskript: Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm
Det er nok ikke helt usandt, at filmanmeldere gennem tiden har været bedre til at sætte pris på det alvorstunge end det muntre. Manuskriptet til ’Druk’ er netop så ubesværet sjovt, at det næsten virker for letbenet. Men det ved vi i Danske Filmkritikere godt, at det ikke er. Og vi bøjer os i støvet for, hvordan Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm formår at vende en frisk præmis, der i mindre talentfulde hænder havde været udtømt på en halv time, til en fornøjelig sædeskildring med hjerte og noget på hjerte. Manuskriptet er detaljerigt og præcist, men giver også de fire hovedrolleskuespillere rum til at boltre sig. Og så bevæger det sig elegant fra humoren over i alvoren uden at moralisere, så alle – gammel som ung - har haft lyst til at fortsætte snakken efter filmens sidste spring. En snak, der med sikkerhed fortsætter længe efter denne Bodil-pris.
Æres-Bodil: De danske biografer
Film skal ses i biografen. Det er det gamle ordsprog, som de fleste i filmbranchen nok kan tilslutte sig. Men både i 2020 og i begyndelsen af dette år har det i alt, alt for mange måneder været umuligt.
Når man elsker film, elsker man også biograferne. Det er filmelskernes kirker, det er vores vanhellige templer, vores uundværlige hurlumhejhus. Det er i biografens mørke, at vi kan glemme alt om hverdag og virkelighed, det er dér, vi kan slukke for digitale distraktioner og leve os ind i nye verdener, få nye erkendelser.
Biograferne tilbyder os rum til fordybelse, til kontroltab, til eskapisme, til åndeligt fællesskab. Når man som vi i Danske Filmkritikere lever vores halve liv i biografen, så har det været virkelig svært pludselig at blive hjemløs i så mange måneder, som vi har været under corona-krisen.
Hele filmbranchen har selvfølgelig lidt under nedlukningerne både sidste år og i år. Men det er nu biograferne, der har været særlig hårdt ramt. Vi har kun kunnet være sammen hver for sig, og det har naturligvis betydet, at vi ikke har kunnet mødes fysisk i biograferne, i drømmenes huse, der skaber rammerne for den begivenhed, det også er at se film.
Biograferne kan så meget, giver så meget. Det vidste vi godt, før corona ramte, men det er blevet endnu tydeligere under nedlukningen. Derfor er det os magtpåliggende at vise, hvor meget vi sætter pris på alle de danske biografer og de unikke oplevelser, som I tilbyder.
Når vi giver årets Æres-Bodil til alle de danske biografer, er det altså ikke en medlidenhedspris. Det er en oprigtig kærlighedserklæring til alle jer, der lægger hjerteblod og knofedt i arbejdet for at sikre de bedste rammer for filmoplevelsen. Hvis vi kunne, ville vi dele denne Æres-Bodil i 167 stykker, så hver og en af de danske biografer kunne få et stykke. Store som små biografer, arthouse-biograferne som blockbuster-paladserne, de kommercielle såvel som de frivilligt drevne biografer, I fortjener alle en Bodil.
Sær-Bodil: Producer Katja Adomeit
Selvom Katja Adomeit har gjort hele verden til sin legeplads, så har hun alligevel valgt at slå rødder i Danmark. Det kan vi kun være beærede over og begejstrede for. Hun er født i Tyskland, men flyttede til Danmark i 2006. Lige siden har hun sat et markant aftryk på dansk film. Det har hun gjort ved konstant at bryde rammerne for det velkendte og ved at invitere alternative stemmer ind i sit kreative laboratorium. Hun er ikke bange for at gå over grænser, også helt konkret. Hun har produceret danskfinansierede film i udlandet, og så har hun bragt både New Zealandske Daniel Borgman, svenske Anna Eborn og afghanske Sharhbanoo Sadat frem i lyset. Senest i 2020, da Sadats film ”Mit børnehjem i Kabul” fik online premiere under Coronanedlukningen herhjemme. Filmen var udtaget til Cannes, ligesom de fleste af hendes andre film har rejst rundt på de vigtigste filmfestivaler i verden. Hun har også co-produceret svenske Ruben Östlunds Cannes- og Bodilvindere ”Force majeure” og ”The Square”. Det er dog ikke bare festivalsucceserne, der gør os imponerede over hendes virke. Det er særligt hendes mod til at gå egne veje med smalle film og skæve satsninger, der vækker vores respekt. Hun crowdfundede den unge Sharhbanoo Sadats film ”Wolf and Sheep”, hun udsendte Annika Bergs ”Team Hurricane” på streaming, da det stadig ansås som virkelig halsløs gerning, hun har ansat sine egne forældre, der er over 70, i en af sine tyske afdelinger af produktionsselskabet ”Adomeit Film”, fordi filmbranchen ikke kun skal være forbeholdt de unge. Listen er lang. Hun har selv sagt, at alt, der er utraditionelt, er inspirerende. Vi kan kun give hende ret – det er hun selv et levende eksempel på. Katja Adomeit forlod Tyskland, fordi hun havde udlængsel. Og hun har sagt, at hun føler sig hjemme i Skandinavien – ja, for hun arbejder ikke kun i Danmark, men underviser også på den norske filmskole, når hun ikke lige udvikler nye film. Vi håber, at vi med denne Bodil kan opmuntre hende til at blive på disse breddegrader længe endnu.
Henning Bahs-prisen: Rie Lykke for Vores mand i Amerika
I Vores mand i Amerika fanger scenograf Rie Lykke den ganske særlige atmosfære, som man også kan få i dag, når man træder ind i en ambassade - den diplomatboble, hvor to verdener og kulturer mødes nærmest uden for tid og sted. Rie Lykkes design er loyal mod tiden – 1940’erne – og føles samtidig moderne. Hendes fornemme, rige farvebrug i ambassadeboligens rum – de lyserøde vægge, den dybe blå og de grønne juvelfarver – er kræs for øjet. Farverne signalerer kreativt frisind, frihed og eventyrlyst, der står i næsten provokerende kontrast til den uhyrlige virkelighed, der udspiller sig hjemme i Danmark, hvor Christiansborg fremstår kølig og skarpkantet.
Arbejdernes Landsbank Talentprisen: Malou Reymann (En helt almindelig familie)
Det er lidt over et årti siden, at Malou Reymann blev nomineret til sin første Bodil – for bedste birolle i ’Se min kjole’. Lige så længe siden er det, at kortfilmen ’13’ gav os de første løfter om, at den unge skuespiller gemte på et særligt kunstnerisk talent. Det talent blev sidste år indfriet med ’En helt almindelig familie’. Malou Reymann ville egentlig være debuteret med et helt andet projekt, men i sidste ende forvandlede hun sine egne barndomsoplevelser til en levende og humoristisk film om en ung pige, der mister fodfæstet, da hendes far springer ud som kvinde. Vi forlanger ikke, at Reymann bliver ved med at trække så modigt på hovedstolen. Vi håber bare, at hun vil blive ved med at fortælle historier, der vækker grin og gråd hos os, der er så heldige at se med.
Bodilprisen 2021. Og de nominerede er…
Danske Filmkritikere kan i dag løfte sløret for, hvem der er i spil til Danmarks ældste filmpris, Bodilprisen. Selvom året har været udfordrende for filmbranchen, er der lagt op til et brag af en aften med nervepirrende spænding, når filmårets bedste fra ind- og udland skal findes. Vinderen af hovedkategorien ’Bedste danske film’ skal i år findes blandt Thomas Vinterbergs Druk, Anders Thomas Jensens Retfærdighedens ryttere, Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids Shorta, Malou Reymanns En helt almindelig familie og Christina Rosendahls Vores mand i Amerika. Afsløringen af årets Bodil-statuetter er på grund af de nuværende restriktioner rykket til lørdag den 8. maj ved et corona-venligt gallashow på Folketeatret med skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg som vært.
Se alle årets nominerede nederst.
Lørdag den 8. maj 2021 hyldes den danske filmbranche, når Danmarks mest prestigefyldte filmpris, Bodilprisen, skal uddeles ved et corona-venligt gallashow på Folketeatret i København. Skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg vil styre showet fra scenen. I dag kan Danske Filmkritikere afsløre, hvem der er i spil til årets Bodil-statuetter.
2020 var et år, hvor dansk film i den grad dominerede biograferne herhjemme, men der var særligt en film, der trak danskerne i biografen, og den topper også listen over Bodil-nomineringer med hele fem af slagsen – skarpt forfulgt af to andre film med hver fire nomineringer.
Årets topscorer er Thomas Vinterbergs biografhit Druk. Undtagelsen, Retfærdighedens ryttere, Shorta og En helt almindelig familie har hver fået fire nomineringer.
Garvede veteraner og nye stjernefrø
Der er både gensyn med garvede veteraner og plads til nye stjernefrø i begge hovedrollekategorier i år.
I den kvindelige kategori er Trine Dyrholm for 13. gang nomineret til en Bodil, denne gang for Erna i krig, og hun har dermed mulighed for at slå sin egen rekord for flest modtagne Bodilpriser. Hun skal dyste mod den kun 13-årige Kaya Toft Loholt, der er nomineret for sin rolle i En helt almindelig familie, Danica Curcic, der for femte gang er nomineret til en Bodil, denne gang for Undtagelsen, Amanda Collin for Undtagelsen og Sandra Guldberg Kampp, der har modtaget sin første Bodil-nominering for sin rolle i Kød & blod.
Hos mændene kan både Ulrich Thomsen og Mads Mikkelsen for syvende gang findes i kategorien ’Bedste mandlige hovedrolle’, da de er nomineret for deres roller i hhv. Vores mand i Amerika og Druk. Jacob Lohmann er for andet år i træk nomineret i hovedrollekategorien for sin hovedrolle i Shorta – en hovedrolle, han deler med Simon Sears, der ligeledes er nomineret for Shorta, og som dermed modtager sin anden Bodil-nominering. Feltet fuldendes af Mikkel Boe Følsgaard, der er nomineret for fjerde gang for sin hovedrolle i En helt almindelig familie.
Dobbeltnominering til Sidse Babett Knudsen
Med kun fem forskellige film repræsenteret blandt de nominerede inden for hhv. bedste kvindelige og bedste mandlige birolle er der lagt op til stor spænding blandt særligt Undtagelsen, Druk og Retfærdighedens ryttere, der alle har mere end én nominering i de to kategorier.
I kategorien ’Bedste kvindelige birolle’ er der hele to nomineringer til Sidse Babett Knudsen for sine roller i filmene Undtagelsen og Kød & blod. Desuden er Lene Maria Christensen nomineret for sin rolle i Undtagelsen, mens det unge stjernefrø Andrea Heick Gadeberg modtager sin første nominering for sin rolle i Retfærdighedens ryttere. Karen-Lise Mynster er nomineret til en Bodil for fjerde gang for sin rolle i Søren Kragh-Jacobsens Lille sommerfugl.
Den mandlige kategori er domineret af de to biografihits, Thomas Vinterbergs Druk og Anders Thomas Jensens Retfærdighedens ryttere. Her er både Lars Ranthe, Magnus Millang og Thomas Bo Larsen nomineret for deres roller i Druk, mens Lars Brygmann og Nikolaj Lie Kaas begge modtager en nominering for deres roller i Retfærdighedens ryttere.
Arbejdernes Landsbank præsenterer igen i år Talentprisen
Igen i år står Arbejdernes Landsbank bag Arbejdernes Landsbanks Talentprisen, der går til et nyt, markant talent, der har gjort sig særligt bemærket inden for det seneste filmår. I år tæller feltet foruden instruktører og skuespillere også et animationskollektiv.
De fem nominerede til Arbejdernes Landsbank Talentprisen er instruktørerne Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm for Shorta, skuespiller Carla Philip Røder for Kød & blod, skuespiller Besir Zeciri for Kød & blod, instruktør Malou Reymann for En helt almindelig familie og animationskollektivet Gigis for Blokhavn.
Nomineringer til Bodilprisen 2021:
Bedste danske film
- Druk (Thomas Vinterberg)
- En helt almindelig familie (Malou Reymann)
- Retfærdighedens ryttere (Anders Thomas Jensen)
- Shorta (Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid)
- Vores mand i Amerika (Christina Rosendahl)
Bedste kvindelige hovedrolle
- Amanda Collin (Undtagelsen)
- Danica Curcic (Undtagelsen)
- Kaya Toft Loholt (En helt almindelig familie)
- Sandra Guldberg Kampp (Kød & blod)
- Trine Dyrholm (Erna i krig)
Bedste mandlige hovedrolle
- Jacob Lohmann (Shorta)
- Mads Mikkelsen (Druk)
- Mikkel Boe Følsgaard (En helt almindelig familie)
- Simon Sears (Shorta)
- Ulrich Thomsen (Vores mand i Amerika)
Bedste kvindelige birolle
- Andrea Heick Gadeberg (Retfærdighedens ryttere)
- Karen-Lise Mynster (Lille sommerfugl)
- Lene Maria Christensen (Undtagelsen)
- Sidse Babett Knudsen (Kød & blod)
- Sidse Babett Knudsen (Undtagelsen)
Bedste mandlige birolle
- Lars Brygmann (Retfærdighedens ryttere)
- Lars Ranthe (Druk)
- Magnus Millang (Druk)
- Nikolaj Lie Kaas (Retfærdighedens ryttere)
- Thomas Bo Larsen (Druk)
Bedste amerikanske film
- Jojo Rabbit (Taika Waititi)
- The Lighthouse (Robert Eggers)
- Little Women (Greta Gerwig)
- Mank (David Fincher)
- The Trial of the Chicago 7 (Aaron Sorkin)
Bedste ikke-amerikanske film
- 1917 (Sam Mendes)
- Les Misérables (Ladj Ly)
- Officer og spion (Roman Polanski)
- Portræt af en kvinde i flammer (Céline Sciamma)
- Til Sama (Waad al-Kateab og Edward Watts)
Bedste dokumentarfilm
- The Cave (Feras Fayyad)
- En splittet familie (Mira Jargil)
- I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die (Eva Marie Rødbro)
- Rejsen til Utopia (Erlend E. Mo)
- Undertrykkelsens sang (Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga)
Arbejdernes Landsbank Talentprisen
- Besir Zeciri, skuespiller (Kød & blod)
- Carla Philip Røder, skuespiller (Kød & blod)
- Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm, instruktører (Shorta)
- Gigis, animationskollektiv (Blokhavn)
- Malou Reymann, instruktør (En helt almindelig familie)
Ud over de ovenstående kategorier uddeles også priser for ’Bedste manuskript’, Bedste fotograf’, ’Æres-Bodil’, ’Sær-Bodil’ og Henning Bahs-prisen, der går til en scenograf.
Skuespiller Emma Sehested Høeg er ny vært for Bodilprisen 2021, der flyttes til lørdag den 8. maj 2021
Skuespiller Emma Sehested Høeg er ny vært for Bodilprisen 2021, der flyttes til lørdag den 8. maj 2021
Den 27-årige skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg er ny vært, når årets fornemste filmpris, Bodilprisen, uddeles ved et overdådigt gallashow på Folketeatret i København. Den traditionsrige begivenhed, hvor Danske Filmkritikere hylder filmårets flotteste præstationer, flyttes samtidig til lørdag den 8. maj 2021. Arbejdernes Landsbank støtter igen op om dansk film og er hovedsponsor for andet år i træk.
Danmarks ældste filmpris, Bodilprisen, er blevet uddelt hvert år siden 1948 – og 2021 er ingen undtagelse. Prisfesten bliver afholdt ved et corona-venligt gallashow på Folketeatret i København lørdag den 8. maj 2021. Datoændringen sker med forhåbningen om, at corona-situationen vil være betydeligt forbedret.
Datoændringen har medført et værtsskifte, nemlig til den 27-årige skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg, der tager over for sangskriver Annika Aakjær, som desværre måtte melde afbud. Emma Sehested Høeg er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole og har flotte præstationer bag sig indenfor både film, tv, teater og kortfilm. Med hendes store personlighed og komiske talent bliver der uden tvivl skruet op for underholdningen, når Emma Sehested Høeg skal dirigere gallashowet gennem aftenens 14 priser.
Emma Sehested Høeg udtaler:
”Jeg blev enormt glad, da jeg blev spurgt, om jeg ville være vært til Årets Bodil. Jeg håber virkelig, at jeg kan skabe et vanvittigt forførende og sexet show, fordi jeg tror, vi trænger til at mærke, at nogen flirter med os fra en scene, og jeg ser for mig, hvordan rosenblade falder ned fra loftet, og vinderne bliver fragtet op på scenen på ryggen af hvide heste til lyden af Morricone... men nu må vi se, hvor meget jeg kan nå. Et brag af en lummer fest, det tror jeg i hvert fald, jeg kan love. Det skal være min fornemmeste opgave at hylde danske filmskabere i alle dets afskygninger. Jeg glæder mig helt enormt.”
På scenen vil Emma Sehested Høeg blive akkompagneret af DJ og radiovært Jonas Visti.
Formand for Danske Filmkritikere, Nanna Frank Rasmussen, er begejstret for, at Emma Sehested Høeg skal stå på scenen den 8. maj:
”Vi er enormt glade for, at Emma Sehested Høeg har sagt ja til at springe til som vært til Bodil. Hun er et multitalent, som vi længe har fulgt med stor interesse. Faktisk var hun allerede nomineret til en Bodil for sin præstation i ’Den du frygter’ i 2008. Det føles helt rigtigt, at vi nu tager tråden op igen. Vi er meget spændte på at se hende på scenen på Folketeatret, når vi skal fejre filmåret 2020.”
Arbejdernes Landsbank fortsætter som hovedsponsor
Ligesom i 2020 er Arbejdernes Landsbank igen i år hovedsponsor for Bodilprisen og er for andet år i træk med til at uddele Arbejdernes Landsbank Talentprisen, som hylder morgendagens kommende stjerner og skuespiltalenter. Nominerede og vinder af Talentprisen udvælges ligesom de øvrige priser af et udvalg blandt Danske Filmkritikere.
Alle årets nominerede offentliggøres mandag den 22. februar 2021.
Om Bodilprisen
Danske Filmkritikeres Bodil – en af Europas ældste filmpriser – uddeles en gang om året ved en stor gallafest. Bodilfestens indhold kan variere, men har de sidste mange år budt på underholdning, fejring af de nominerede film og stjerner, den berømte Bodilkage og ikke mindst overrækkelse af Bodilpriserne.
Der uddeles sædvanligvis priser til bedste danske film, bedste mandlige hovedrolle, bedste kvindelige hovedrolle, bedste mandlige birolle, bedste kvindelige birolle, bedste manuskript, bedste fotograf samt bedste dokumentarfilm, bedste amerikanske film og bedste ikke-amerikanske film. Udover disse priser uddeler Danske Filmkritikere en Sær-Bodil for en af årets væsentlige indsatser samt en Æres-Bodil til en person, der gennem årene har markeret sig betydningsfuldt.
Bodilpriser:
- Bedste danske film
- Bedste kvindelige hovedrolle
- Bedste mandlige hovedrolle
- Bedste kvindelige birolle
- Bedste mandlige birolle
- Bedste ikke-amerikanske film
- Bedste amerikanske film
- Bedste fotograf
- Bedste dokumentar
- Bedste manuskript
- Årets Sær-Bodil
- Årets Æres-Bodil
Samt Henning Bahs-prisen, som går til den bedste scenograf, og Arbejdernes Landsbank Talentprisen, som går til et nyt, markant talent, der har markeret sig inden for det seneste filmår.
Om Emma Sehested Høeg
Dette års vært, skuespiller Emma Sehested Høeg, har flere kritikerroste præstationer bag sig. Hendes talent spænder bredt med flere succeser indenfor både film, tv og teater. Emma Sehested Høeg blev færdig fra Den Danske Scenekunstskole i 2019, men hendes karriere startede allerede i 2007, hvor hun spillede hovedrollen i tv-serien ”Danni”. Siden er det blevet til en lang række kritikerroste præstationer for hendes medvirken i blandt andet ”Den du frygter” (2008), som kastede en Bodil-nominering af sig, ”Magi i luften” (2011), ”Brakland” (2018) samt teaterforestillingerne ”Velkommen til Pandora” (2019) og ”Lolita for altid” (2020), som hun har lavet med sin kunstnerduo HOW TO KILL A DOG. På tv har hun bl.a. medvirket i DR3-serien ”Anton 90” (2015), satireserien ”29”, ”30” og ”31” (2018-2020), ”Skyld” (2020) på DR2 og senest ”Limboland” (2020-2021). I 2021 udkommer hendes første single.
Om Jonas Visti
Jonas Visti har de sidste syv år floreret som en alsidig skikkelse på den danske musikscene, uanset om det er i form af hans værtskab på DR P8 Jazz, som DJ på landets spillesteder og klubber, lydkurator på Statens Museum for Kunst eller som konferencier på forskellige festivaler rundt om i landet. Udover det har han via mange rejser til verdens afkroge en stadigt voksende vinylsamling, som givetvis før eller siden kommer til at sno sig stramt, men kærligt om dit følelsesregister på varmeste vis.
Foreningen Danske Filmkritikere har 48 medlemmer. Bestyrelsen består af:
Nanna Frank Rasmussen (formand)
Jacob Ludvigsen (næstformand)
Christian Monggaard
Eva Novrup Redvall
Maria Månson
Ann Lind Andersen
Om Arbejdernes Landsbank
Arbejdernes Landsbank er kåret som danskernes foretrukne bank 12 år i træk i den største uafhængige tilfredsundersøgelse af danske banker (Voxmeter, 2021).
Vi er den 6. største bank i Danmark, og vi vokser år for år. Vi har omkring 330.000 kunder, 1.100 ansatte og 70 filialer fordelt over hele landet. Vi bygger vores forretning på sunde værdier som ansvarlighed, nærvær og enkelthed og lægger stor vægt på den personlige relation til vores kunder.
Bodilprisen 2020: Her er vinderne...
May el-Toukhys Dronningen blev aftenens helt store vinder og hjemtog hele fire priser, da Danske Filmkritikere hyldede det seneste års dygtigste fra filmens verden på Folketeatret til en storslået gallafest. Dronningen løb med aftenens største hæder med prisen for Bedste film, mens Trine Dyrholm satte en ny rekord med endnu en Bodil-statuette for Bedste kvindelige hovedrolle – det samme gjorde Jesper Christensen med sin i alt femte Bodil og fjerde i kategorien Bedste mandlige hovedrolle for Før frosten. Blandt talenterne blev instruktør Ulaa Salim den første modtager af Arbejdernes Landsbank Talentprisen for Danmarks Sønner.
Der blev uddelt 14 priser her til aften, da den 73. udgave af Bodilprisen fandt sted på Folketeatret i København. Aftenens store vinder blev May el-Toukhys Dronningen, der modtog hele fire priser. Filmen modtog priser for Bedste film, Bedste kvindelige hovedrolle til Trine Dyrholm og Bedste mandlige birolle til svenske Gustav Lindh, mens filmens fotograf, Jasper Spanning, modtog prisen for Bedste fotograf.
Rekorders aften
Trine Dyrholm udbyggede med sin syvende Bodil sin egen rekord, mens der blev sat en ny rekord hos herrerne, da Jesper Christensen med sin fjerde Bodil for Bedste mandlige hovedrolle – og femte Bodil i alt – for Før frosten nu kan kalde sig den mest vindende mandlige skuespiller nogensinde.
I dokumentarkategorien var der på forhånd sat en rekord, da Emil Langballe som den første nogensinde var nomineret med to forskellige film. Det blev da også hans Q’s Barbershop, der løb med Bodil’en for Bedste dokumentar.
De unge talenter blev hyldet
Der var traditionen tro også priser til nogle af de mere uprøvede kræfter i dansk film. Blandt andre modtog Sofie Torp en Bodil for sin første større filmrolle i Ser du månen, Daniel i kategorien Bedste kvindelige birolle. Instruktør Ulaa Salim modtog Arbejdernes Landsbank Talentprisen for sin debutspillefilm Danmarks Sønner, mens Frelle Petersen blev hædret for sin anden spillefilm Onkel med en Bodil for Bedste manuskript. Og så gik Henning Bahs Prisen for bedste produktionsdesign til Josephine Farsø, som sidste år var nomineret til en talentpris.
Årets Æres-Bodil gik til instruktørmakkerparret Wikke & Rasmussen for at have underholdt flere generationer med deres finurlige film, mens Sær-Bodil blev overrakt til repræsentanter for det filmarkæologiske projekt Stumfilm.dk, der digitaliserer over 400 stumfilm fra perioden 1897-1928.
Blandt de internationale film var det nok ingen overraskelse, at Bong Joon-hos firdobbelte Oscar-vinder Parasite løb med Bodil’en for Bedste ikke-amerikanske film, mens der skal en Bodil af sted til Noah Baumbach for hans Netflix-drama Marriage Story.
De eftertragtede Bodilstatuetter fordelte sig således:
- Bedste film gik til Dronningen, som er instruktør May el-Toukhys anden spillefilm.
- Trine Dyrholm udbyggede sin egen rekord med endnu en Bodil for Bedste kvindelige hovedrolle for sin præstation i Dronningen.
- Bedste mandlige hovedrolle markerede også en rekord, da Jesper Christensen blev den mest vindende mandlige skuespiller i Bodil-historien for sin rolle i Før frosten.
- Sofie Torp modtog prisen for Bedste kvindelige birolle (Ser du månen, Daniel).
- Bedste mandlige birolle tilfaldt debutanten Gustav Lindh (Dronningen).
- Dobbeltnominerede Emil Langballes Q’s Barbershop modtog prisen for Bedste dokumentar.
- Bedste manuskript gik til Frelle Petersen (Onkel).
- Bedste fotograf tilfaldt Jasper Spanning for hans arbejde på
- Bedste amerikanske film gik til Marriage Story, som er instrueret af Noah Baumbach.
- Bedste ikke-amerikanske film tilfaldt Bong Joon-hos firdobbelte Oscar-vinder Parasite.
- Æres-Bodil gik i år til Michael Wikke og Steen Rasmussen for deres store indsats for dansk familiefilm.
- Årets Sær-Bodil blev givet til Stumfilm.dk.
- Henning Bahs Prisen for bedste produktionsdesign tilfaldt Josephine Farsø for hendes arbejde på
- Den første udgave af Arbejdernes Landsbank Talentprisen gik til instruktør Ulaa Salim for hans debutspillefilm Danmarks Sønner.
Den samlede modtagerliste samt begrundelserne kan læses i det følgende.
Foto af Lasse Lagoni
Bodilprisen 2020 - og de nominerede er…
Danske Filmkritikere kan i dag løfte sløret for, hvem der er i spil til Danmarks ældste filmpris, Bodilprisen. Der er tale om et historisk tæt nomineringsfelt, hvor hele syv film har modtaget enten tre eller fire nomineringer, så der er lagt op til en nervepirrende aften for filmårets dygtigste fra ind- og udland. Hovedkategorien ’Bedste danske film’ står i år mellem Rasmus Kloster Bros Cutterhead, Frederikke Aspöcks De frivillige, May el-Toukhys Dronningen, Michael Noers Før frosten og Frelle Petersens Onkel. Hvem der skal modtage årets Bodil-statuetter, afsløres lørdag den 29. februar ved et storslået gallashow på Folketeatret med skuespiller Jesper Groth som vært.
Lørdag den 29. februar kl. 20.00 bliver Danmarks mest prestigefyldte filmpris, Bodilprisen, uddelt ved et storslået gallashow på Folketeatret i København, hvor skuespiller Jesper Groth vil føre publikum trygt igennem aftenen. I dag kan Danske Filmkritikere afsløre, hvem der er i spil til årets Bodil-statuetter.
Der er tale om et historisk tæt felt, hvor hele fire film må deles om topscorerværdigheden med hver fire nomineringer.
Tre af topscorerne, debutanten Rasmus Kloster Bros Cutterhead, Michael Noers Før frosten og May el-Toukhys anden spillefilm Dronningen, er blandt andet i spil til en Bodil for ’Bedste danske film’. De er nomineret sammen med Frederikke Aspöcks De frivillige og Frelle Petersens Onkel.
Trine Dyrholm kan slå rekord – igen
Begge hovedrollekategorier består i år af en god blanding af Bodil-veteraner og nye, unge talenter.
Hos kvinderne har Trine Dyrholm mulighed for at udbygge sin egen Bodil-rekord, da hun er nomineret for 12. gang for Dronningen, mens sidste års modtager af prisen, Victoria Carmen Sonne, er nomineret for sin rolle i Laurits Flensted-Jensens Usynligt hjerte. De øvrige nominerede i kategorien ’Bedste kvindelige hovedrolle’ er spillefilmdebutanten Christine Sønderris for Cutterhead, Jette Søndergaard for Onkel og Lisa Carlehed for Til vi falder.
I den mandlige kategori kan Jesper Christensen tage sin femte Bodil med hjem – han er nomineret for Før frosten. Jacob Lohmann, der var nomineret i birollekategorien i 2019, er i år nomineret for sin hovedrolle i De frivillige, mens Esben Smed ligeledes modtager sin anden Bodil-nominering for sin skildring af Daniel Rye i Ser du månen, Daniel. Blandt de helt nye navne på det store lærred er Mohammed Ismail Mohammed og Zaki Youssef begge nomineret til ’Bedste mandlige hovedrolle’ for deres roller i Danmarks Sønner.
Otte forskellige film repræsenteret blandt birollerne
Hele otte forskellige film er repræsenteret blandt de nominerede til hhv. bedste kvindelige og mandlige birolle.
I kategorien ’Bedste kvindelige birolle’ er Christiane Gjellerup Koch og Sofie Torp begge nomineret for Ser du månen, Daniel, mens spillefilmdebutanten Sherin Habib-Shokr er nomineret for sin rolle i Danmarks Sønner. Clara Rosager modtager sin første nominering for Før Frosten, mens svenske Tuva Novotny er nomineret til en Bodil for tredje gang for sin rolle i Selvmordsturisten.
Hos mændene er Anders Matthesen nomineret for andet år i træk, denne gang for sin rolle i De frivillige, mens Peter H. Tygesen markerer sin spillefilmdebut med en nominering for Onkel. Det samme gør Gustav Lindh, der ligesom svenske Magnus Krepper er nomineret for Dronningen. Kroatiske Kresimir Mikic fuldender årets nominerede til ’Bedste mandlige birolle’ for sin rolle i Cutterhead.
Arbejdernes Landsbank er ny hovedsponsor og præsenterer Talentprisen
Talentprisen får i år et nyt navn, da Arbejdernes Landsbank er ny hovedsponsor for Bodilprisen. Arbejdernes Landsbank Talentprisen går til et nyt, markant talent, der har gjort sig særligt bemærket inden for det seneste filmår. Nomineringsfeltet tæller i år både instruktører, manuskriptforfattere, skuespillere og fotografer.
Årets fem nominerede er instruktørerne Ulaa Salim (Danmarks Sønner) og Rasmus Kloster Bro (Cutterhead), skuespiller Sofie Torp for Ser du månen, Daniel, fotograf Louise McLaughlin for Harpiks og manuskriptforfatter Jesper Fink for Før frosten.
Se den komplette liste over de nominerede herunder.
Bedste danske film
- Cutterhead (Rasmus Kloster Bro)
- De frivillige (Frederikke Aspöck)
- Dronningen (May el-Toukhy)
- Før frosten (Michael Noer)
- Onkel (Frelle Petersen)
Bedste kvindelige hovedrolle
- Christine Sønderris (Cutterhead)
- Jette Søndergaard (Onkel)
- Lisa Carlehed (Til vi falder)
- Trine Dyrholm (Dronningen)
- Victoria Carmen Sonne (Usynligt hjerte)
Bedste mandlige hovedrolle
- Esben Smed (Ser du månen, Daniel)
- Jacob Lohmann (De frivillige)
- Jesper Christensen (Før frosten)
- Mohammed Ismail Mohammed (Danmarks sønner)
- Zaki Youssef (Danmarks sønner)
Bedste kvindelige birolle
- Sherin Habib-Shokr (Danmarks sønner)
- Christiane Gjellerup Koch (Ser du månen, Daniel)
- Clara Rosager (Før frosten)
- Sofie Torp (Ser du månen, Daniel)
- Tuva Novotny (Selvmordsturisten)
Bedste mandlige birolle
- Anders Matthesen (De frivillige)
- Gustav Lindh (Dronningen)
- Kresimir Mikic (Cutterhead)
- Magnus Krepper (Dronningen)
- Peter H. Tygesen (Onkel)
Bedste ikke-amerikanske film
- Kapernaum (Nadine Labaki)
- Parasite (Bong Joon-ho)
- Smerte og ære (Pedro Almodóvar)
- Sorry We Missed You (Ken Loach)
- The Favourite (Yorgos Lanthimos)
Bedste amerikanske film
- First Reformed (Paul Schrader)
- Joker (Todd Philips)
- Marriage Story (Noah Baumbach)
- Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino)
- The Irishman (Martin Scorsese)
Bedste dokumentarfilm
- Et ægte par (Emil Langballe)
- Forglem mig ej (Sun Hee Engelstoft)
- Håbets Ø (Sidse Torstholm Larsen & Sturla Pilskog)
- Q’s Barbershop (Emil Langballe)
- Western Arabs (Omar Shargawi)
Arbejdernes Landsbank Talentprisen
- Jesper Fink, manuskriptforfatter (Før frosten)
- Louise McLaughlin, fotograf (Harpiks)
- Rasmus Kloster Bro, instruktør (Cutterhead)
- Sofie Torp, skuespiller (Ser du månen, Daniel)
- Ulaa Salim, instruktør (Danmarks Sønner)
Ud over de ovenstående kategorier uddeles også en pris for ’Bedste manuskript’, ’Bedste fotograf’, ’Æres-Bodil’ og ’Sær-Bodil’ og Henning Bahs-prisen, som går til en scenograf.