Den 64. Bodiluddeling viste en slanket og forynget udgave af den efterhånden aldrende dame, der ligesom de seneste år røbede smag for barske dramaer, som giver deres hovedpersoner en mildt sagt ublid medfart.

Filmmedarbejderforeningens ny formand, Jacob Wendt Jensen, bød velkommen i nye, mere intime rammer i Bremen Teatret ved at minde om, at i år er der virkelig noget at feste for og klappe af i dansk film. Herfra overtog Ditte Hansen og Louise Mieritz værtsrollen med skarpe sketches, der spiddede filmbranchen, filmkritikerne og med hjælp fra Casper Christensen og Frank Hvam gav et syrligt hip til søskende-jalousien mellem de filmpriser, som dele af branchen gerne ser indgå i et registreret partnerskab.

Bodil 2011 rummede et sjældent stjerneskud i form af den debuterende manuskriptforfatter Tobias Lindholm, der med sine to første manuskripter, til henholdsvis fængselsfilmen ’R’ og Thomas Vinterbergs ’Submarino’, har leveret replikker til hele seks af årets Bodil-nominerede skuespillere.

Årets Æres-Bodil udløste flere stående bifald til Henning Moritzen, der i mere end halvtreds år har forgyldt dansk film og bevæget sig fra ungdommens lette poetiske energi til en voksende tyngde og psykologisk dybde foldet ud i inspireret samarbejde med en ny generation af danske instruktører og skuespillere.

Undervejs optrådte det kritikerroste syvmands-band, Cody, med deres fuldakustiske Americana-sange. Aftenen sluttede med forpremiere på Pernille Fischer Christensens ’En familie’, der med Lene Maria Christensen og Jesper Christensen i de centrale roller allerede har høstet roser på filmfestivalen i Berlin.

Årets vindere

Bedste mandlige hovedrolle: Pilou Asbæk (R)

Bedste kvindelige hovedrolle: Trine Dyrholm (Hævnen)

Bedste mandlige birolle: Kurt Ravn (Smukke Mennesker)

Bedste kvindelige birolle: Patricia Schumann (Submarino)

Bedste film: R (Michael Noer & Tobias Lindholm)

Bedste dokumentarfilm: Armadillo (Janus Metz)

Bedste amerikanske film: A Single Man (Tom Ford)

Bedste ikke-amerikanske film: Det Hvide Bånd (Michael Haneke)

Bedste fotograf: Lars Skree (Armadillo)

Sær-Bodil: Tobias Lindholm for manuskripter til R og Submarino

Æres-Bodil: Henning Moritzen

Bedste mandlige hovedrolle – Pilou Asbæk
Tænk at spille en hovedperson, der dør to tredjedele inde i filmen! Det klarer Pilou Asbæk fremragende som den næsten navnløse straffefange, der i filmen med den korte titel ’R først må famle sig frem i fængslets benhårde hierarki, men som efterhånden lærer både at sno sig og begå sig. Udviklingen fra det forsagte til det beregnende beskriver Pilou Asbæk totalt overbevisende, og man bliver virkelig både forfærdet og temmelig fornærmet, da han brat forsvinder ud af historien.

Bedste kvindelige hovedrolle – Trine Dyrholm
Efterhånden er der ikke ret mange danske skuespillere, der er hædret med så mange priser som Trine Dyrholm, og det er meget heldigt, for der er heller ikke ret mange, der har fortjent dem så meget. Denne fine feminine fynbo er i eminent grad både alsidig, uforfærdet og udtryksfuld, og det beviser hun endnu en gang i Susanne Biers ’Hævnen’, hvor hendes rolle ikke er enormt stor målt i tid, men til gengæld kolossal målt i kunstnerisk kvalitet. Vi elsker rent ud sagt Trine Dyrholm.

Bedste mandlige birolle – Kurt Ravn
Kurt Ravn er en pæn mand – absolut ikke kedelig, men pæn, og det har han været, siden han indledte sin filmkarriere i begyndelsen af 1970erne. Derfor er det noget af et scoop, at hans pæne mand i Mikkel Munch-Fals’ ’Smukke Mennesker’ på et tidspunkt smider den flinke og forstående maske og viser sig i virkeligheden at være et rigtig dumt svin. Det er en fængslende figur, og den viser, at Kurt Ravn også kan spille farlig og frastødende, selv om han altså er født pæn.

Bedste kvindelige birolle – Patricia Schumann
Patricia Schumann er ikke bare en talentfuld skuespiller, men også en fuldstændig frygtløs person. Ellers kunne hun ikke helt afslappet have spankuleret splitternøgen rundt i filmen ’De unge år’, og hun kunne slet ikke have skildret den stakkels ensomme og forhutlede Sofie i ’Submarino’ på så stærk og gribende en måde. Patricia Schumann er blottet for forfængelighed og til gengæld fyldt med talent, og vi vil frygteligt gerne se hende i mange store roller fremover.

Bedste film – R
Med denne fantastiske film ophæver de to instruktører Michael Noer og Tobias Lindholm mere eller mindre den traditionelle grænse mellem fiktion og dokumentarisme. Vi får fortalt en barsk historie, som de selv har skabt, men den foregår i et autentisk fængsel og har autentiske fanger i nogle af rollerne. Resultatet er en fuldstændig rå og upoleret form for realisme, som gør voldsomt indtryk og sagtens kan få tilskueren til at tude, netop fordi den er nøgtern og ikke spor sentimental. ’R’ er en film, man aldrig glemmer.

Bedste dokumentarfilm – Armadillo
Vi er voldsomt imponerede over ’Armadillo’, og det skyldes ikke blot, at Janus Metz har skabt en helstøbt, visuelt betagende og underholdende film på hårde vilkår. Der er også tale om en yderst sober dokumentar om unge danske mænd, som langsomt men sikkert på de ofte meningsløse patruljer i Afghanistans Helmand-provins, bliver krigere, og måske, måske ikke, likviderer sårede talibanere. ’Armadillo’ er en usædvanligt underspillet krigsfilm, og ikke mindst derfor bliver filmen et uafrysteligt vidnesbyrd om Danmarks nationale uskyldstab.

Bedste amerikanske film – A Single Man
Der var engang, da bøsser på film var affekterede figurer, enten farlige eller latterlige. De tider er heldigvis forbi, og i dag kan en britisk skuespiller som Colin Firth ganske stilfærdigt vise, hvor eminent han er, ved at spille en sørgende homoseksuel mand i en både nænsom og følsom amerikansk film. Den er en imponerende sikker og sensitiv instruktør-debut for modeskaberen Tom Ford, og den er en bevægende oplevelse for os andre – gribende, fordi den ikke er flæbende.

Bedste ikke-amerikanske film – Det Hvide Bånd
Østrigeren Michael Haneke er en kunstner med respekt for sit publikum. Han overlader det til os selv at finde sammenhængen og den dybere mening i hans flertydige film. Og det forsøger man gerne at gøre, for et værk som ’Det Hvide Bånd’ er en dybt fængslende og foruroligende historie om mystiske begivenheder i en tysk landsby før Første Verdenskrig. De sort/hvide billeder er fyldt med dunkle hemmeligheder, og der er tale om en mesterlig fabel, som helst skal ses mere end én gang.

Bedste fotograf – Lars Skree
Det er aldrig sket før, at Bodil for Bedste fotograf uddeles for en dokumentarfilm. Men der er formentlig heller ikke ret mange gange før sket det, at en fotograf er sat til at lave billeder under så svære forhold som Lars Skree i ’Armadillo’. Med kamera på skulderen drog Skree i felten og kom hjem med en stribe billeder fra Afghanistan, der på én gang viser krigen og fredens gru og som samtidig fortæller en væsentlig historie. At have et øje på hvad der skete omkring ham og det andet øje fri til at tænke på filmens udtryk er en svær opgave, der er udført af en mester i total balance.

Sær-Bodil – Tobias Lindholm
I samarbejde med Thomas Vinterberg fik han gribende liv i Jonas T. Bengtssons roman ’Submarino’, hvor man fermt blev ført ind i to brødres komplicerede Nordvest-skæbner både dengang og nu. Sammen med Michael Noer skrev han såvel som instruerede det rå fængselsdrama ’R’, der originalt leger med at skifte hovedperson i løbet af det hudløse drama fra et dansk statsfængsel. Alfred Hitchcock har sagt, at man har brug for tre ting for at lave en god film: Manuskriptet, manuskriptet og manuskriptet. Tobias Lindholm har med sans for stærkt drama og nuancerede karakterer leveret hele to suveræne af slagsen på rekordtid.

Æres-Bodil – Henning Moritzen
Vi skal ikke nævne perlerækken af dine store teaterpræstationer – fra Soldat Svejk over MacHeath i ’Laser og pjalter’ til ’Misantropen’ for vennen Ingmar Bergman. For så blev det en meget lang aften. Heller ikke alle de priser der i tidens løb er regnet ned over dig, så du blev helt gennemblødt – deriblandt tre Bodilpriser.

Når vi synes, du alligevel i den grad fortjener en Bodil til – denne gang en æres-Bodil – så er det først og fremmest af to grunde:

I hele din lange filmkarriere har du altid stået for elegante og intelligente præstationer, lige fra du som ung charmerede hele befolkningen som poeten i ‘Poeten og lillemor’-serien. Men først og fremmest har du – på et sent tidspunkt i karrieren, hvor mange filmskuespillere fader ud – vist en ny dybde og skarphed i en række roller, der er resultatet af et inspireret samarbejde med dansk films yngre instruktørtalenter.

Du har selv, typisk uhøjtideligt, sagt, at ‘det er som om de unge instruktører lige vender os en halv omgang’. Og resultatet er blevet nogle allerede klassiske karakterportrætter. Det gælder den ormstukne patriark i Thomas Vinterbergs ’Festen’, det snedige koncernoverhoved Sieger i Rumle Hammerichs ’Headhunter’ og den mystiske fortæller Tom i zonen i Christoffer Boes ’Allegro’. Det er biroller, ja, men du gør dem til hovedroller. Det har været en stor oplevelse at se dig blomstre op som filmskuespiller, og derfor er det os en glæde at overrække dig denne Æres-Bodil.