Standupkomikeren Lasse Rimmer førte med fire guldøl, rappe præsentationer og skarpe monologer et fyldt Imperial igennem den 62. Bodil prisuddeling.

Til Bodiluddelingen fortolkede jazzsangerinden Sinne Eeg bl.a. og meget passende ’Hvorfor er lykken så lunefuld’, mens prisoverrækkelsen sluttede med visning af den otte-dobbelte Oscar-vinder ‘Slumdog Millionaire – drengen der havde svar på alt’.

 Filmåret 2008 var på mange måder et rekordår. 30 spillefilm – deriblandt tre dokumentarer – nåede de danske biografer og blev set af næsten 4,3 millioner danskere. De to mest sete film danske film i 2008 stod for en fjerdedel af billetsalget. 667.000 så ‘Flammen & Citronen’, mens 449.000 indløste billet til Rasmus Heides ‘Blå mænd’; en af de hele ni film produceret helt uden støtte fra Det Danske Filminstitut.

Bodil-nomineringerne fordelte sig på elleve af disse 30 film med fem nomineringer til ‘Frygtelig lykkelig’, fire nomineringer til ‘To verdener’ og tre nomineringer til Kristian Levrings ‘Den du frygter’. I kategorien for Bedste danske film var ‘Flammen & Citronen’ selvskreven sammen med ‘Lille soldat’, ‘To verdener’ og Omar Shargawis debutfilm ‘Gå med fred Jamil’. Prisen gik dog til Henrik Ruben Genz for Erling Jepsen-filmatiseringen ‘Frygtelig lykkelig’. Den blev overrakt af Peter Schønau Fog, der sidste år vandt sin Bodil for sin Jepsen-filmatisering ‘Kunsten at græde i kor’.

Værten opfordrede på forhånd prismodtagerne til at lægge al beskedenhed fra sig. For hver takketale, der blev indledt med et ‘Det var fandeme på tide’ eller lignende, bundede han en af sine elleve guldøl. Det blev til fire guldøl sponsoreret af Kim Bodnia, Sarah Boberg, Jakob Cedergren og Henrik Ruben Genz. Aftenens svenske prisvinder supplerede i stedet på eget initiativ sin statuette med en af Rimmers tørstslukkere.

Blandt i alt 11 nominerede film blev ‘Frygtelig lykkelig’ aftenens store prisvinder med statuetter til Jakob Cedergren, Kim Bodnia og Lene Maria Christensen i tre af skuespiller-kategorierne, mens Bodil for Bedste kvindelige birolle gik til Sarah Boberg fra ‘To verdener’.

Årets vindere

Bedste mandlige hovedrolle: Jakob Cedergren (Frygtelig lykkelig)

Bedste kvindelige hovedrolle: Lene Maria Christensen (Frygtelig lykkelig)

Bedste mandlige birolle: Kim Bodnia (Frygtelig lykkelig)

Bedste kvindelige birolle: Sarah Boberg (To verdener)

Bedste danske film: Frygtelig Lykkelig (Henrik Ruben Genz)

Bedste dokumentarfilm: Burma VJ: Reporter i et lukket land af Anders Østergaard

Bedste amerikanske film: There Will Be Blood (Paul Thomas Anderson)

Bedste ikke-amerikanske film: Lad den rette komme ind (Tomas Alfredson)

Bedste fotograf: Jørgen Johansson for ‘Flammen & Citronen’ og ‘Frygtelig lykkelig’

Sær-Bodil: Kåre Bjerkø for filmmusik til ‘Det som ingen ved’, ‘Frygtelig lykkelig’ og ‘Lille soldat’

Æres-Bodil: Jørgen Leth

Bedste mandlige hovedrolle – Jakob Cedergren
Han stammer faktisk fra Sverige, men vi er taknemmelige for, at han har valgt at gøre karriere i Danmark. Gennembruddet faldt med hovedrolle som en ambitiøs ung journalist i stort anlagt tv- serie. Derfra fortsatte han med roller som blandt andet en temmelig umoden graffiti-kunstner og en hårdt prøvet mand med en rablende skør far.

Nu skal han så hædres for sin indsats som en kikset politibetjent, der sluses til Højer i Sønderjylland. Her må storbybetjenten, der bliver landbetjent, mobilisere en handlekraft i krydsfeltet mellem tøvende usikkerhed og stædig maskulinitet i Henrik Ruben Genz’ film ‘Frygtelig Lykkelig’.

I Erling Jepsens roman er politibetjent Robert Hansen slet og ret et skvat. Men Jakob Cedergren gør ham med sin disciplinerede præstation til en meget mere nuanceret figur. For det takker vi ham med en Bodil.

Bedste kvindelige hovedrolle – Lene Maria Christensen
I kan nok huske den dér film med hende, der også har spillet hende dér fra Olsen Banden i den dér teaterforestilling, hvad var det nu den hed…

Man husker med glæde blondinen, der havde så frygtelig svært ved at huske navne og titler i Hella Joofs ‘Fidibus’. Det var en fantastisk morsom præstation, men det er for en mere alvorlig indsats, vi i aften skal hylde en skuespillerinde, hvis navn vi sagtens kan huske og aldrig vil glemme.

Det er rollen som en mishandlet stakkel, eller måske i virkeligheden en beregnende femme fatale, der gør indtryk i Henrik Ruben Genz’ ‘Frygtelig Lykkelig’. I den er sønderjyske Ingerlise virkelig nem at falde for, men bag den troskyldige udstråling lurer noget farligt. Det er for denne flertydige, fængslende figur, vi hædrer

Lene Maria Christensen.

Bedste mandlige birolle – Kim Bodnia
Lige fra han med et brag brød igennem på film i 1994, har han altid virket mere farlig end flink. Med sit imponerende korpus og sit stålsatte blik har han et nærvær, der gør ham oplagt som hårdtslående mand uden fine fornemmelser.

Det kunne se ud til at være sådan en type, han nu skal Bodil-hædres for, men så enkel og éntydig er figuren langt fra.

Ved første øjekast ligner Jørgen i Henrik Ruben Genz’ ‘Frygtelig Lykkelig’ en mand, som man nødigt vil være uvenner med. Men da han anklages for at have slået sin kone ihjel, pibler sårbarheden og udsatheden frem bag macho-facaden. Man får oprigtigt ondt af denne sønderjyske cowboy, hvis skæbne er hårdere, end han trods sine brovtende bravader har fortjent det.

Kunne nogen have spillet ham bedre eller mere bevægende? Det tror vi ikke, og derfor går bedste mandlige birolle til Kim Bodnia.

Bedste kvindelige birolle – Sarah Boberg
Man bemærkede hende første gang for ni år siden. Da drak hun tæt med Jesper Christensen og havde markante biroller i flere film. Rollen i ‘Bænken’ gav hende en Bodil-nominering. Det var en sen debut og et sent gennembrud, men siden er der sket en del, og nu har hun fundet troen hos Niels Arden Oplev.

I ‘To verdener’ spiller Sarah Boberg moderen, der lader sine tre børn vælge, hvor de vil bo. Hos hende eller hos den mand, der har været hende utro. Den religiøse tvivl har sneget sig ind på hende, og nu vil hun give sine børn muligheden for selv mere frit at tage stilling til trosspørgsmålet. Det er på en måde historien om en mor. Nok er hun splittet, men hun er fast besluttet på at ofre alt for sine børn. Da de vælger hende fra, lurer ikke så lidt under den ydre resignation. I Bobergs gestaltning viser denne moder hele tiden nye sider og nye nuancer af sit væsen. Det er ganske enkelt prægtigt, og nu har Sarah Boberg igen ladet sig underkaste andres bedømmelse. Her er dog ingen grund til resignation, for når det kommer til en Bodil for Bedste kvindelige birolle kan vi kun vælge Sarah Boberg til.

Bedste danske film – Frygtelig Lykkelig
Vi befinder os et sted, som er No Country for Old Men, og vi kan være temmelig sikre på at There Will Be Blood. Det er fuldstændig forbløffende, for faktisk er vi ikke længere væk end i Sønderjylland.

Dermed kan det ikke skjules, at årets bedste danske film giver os mulighed for at dyrke kunsten at juble i kor, for der er selvfølgelig tale om Henrik Ruben Genz’ ‘Frygtelig Lykkelig’ om den nye politimand, der blandes ind i skumle begivenheder i et tillukket og pilråddent lille samfund placeret i et landskab, hvor himlen hænger tungt over de mudrede marker, og hvor man helst vender ryggen mod resten af verden.

Med sin kulsorte humor og sine flertydige, atmosfæremættede billeder fik ‘Frygtelig Lykkelig’ os til at tænke på brødrene Coen. Men ‘Frygtelig Lykkelig’ er ærkedansk filmkunst, når den på én gang er mest original og mest underholdende. Den fik os til både at gyse og grine, og nu får den os til at bede Henrik Ruben Genz om at tage imod en velfortjent Bodil-statuette.

Bedste dokumentarfilm – Burma VJ: Reporter i et lukket land af Anders Østergaard
At se virkeligheden gennem et temperament var salig Theodor Christensens definition af dokumentarfilmen. Men årets bedste dokumentarfilm viser, at temperament ikke er alt. Og at virkeligheden undertiden er nok.

For instruktøren markerer filmen et dristigt skridt, hvor han rapporterer fra et lukket land. Hidtil har han gjort sig i kunstnerportrætter, hvor konstruktionen og rekonstruktionen har været et styrende princip. Jazzpianisten Jan Johansson, tegneserieskaberen Hergé, vores alle sammens Gasolin og senest poeten Dan Turell har været emnerne. Det har foreløbig indbragt Anders Østergaard to Bodil’er.

Med ‘Burma VJ: Reporter i et lukket land’ træder Anders Østergaard ind i den politiske virkelighed og slipper kontrollen over sit materiale. Han sampler og samler det materiale andre har filmet og viser, at dokumentarfilm i sjældne tilfælde har sin værdi alene som dokumentation. Det har allerede indbragt ham adskillige priser, og nu følger så endnu én; den tredje Bodil til Anders Østergaard.

Bedste amerikanske film – There Will Be Blood
I ny og næ bliver en tur i biografen ekstra berigende, når en film vover at udfordre, skræmme og ryste os. Sådan en film er ‘There Will Be Blood’ med en storslået præstation af Daniel Day Lewis som borebisset oliemand. Brutal og hensynsløs i sin besættelse af det sorte guld, kan han umuligt få vores sympati, men den frygtløse instruktør Paul Thomas Anderson får til gengæld vores respekt og beundring for dette vældige epos om grådighed og kynisme.

‘There Will Be Blood’ er ingen munter film. Men man bliver glad over at møde en filmkunstner, der vælger at tage den sværeste vej mod publikums og kritikernes gunst. Det er filmisk alkymi, når Paul Thomas Anderson omsætter besættelsen af det sorte guld til hvidt porcelæn.

Bedste ikke-amerikanske film – Lad den rette komme ind
Der er i tidens løb skabt mange socialrealistiske film. De rummer i sagens natur ingen overnaturlige væsener, for sådan nogle er jo ikke realistiske.

Der er i tidens løb skabt mange film om overnaturlige væsener. De er i sagens natur ikke realistiske, for realisme har intet at gøre med det fantastiske.

Men overnaturlige væsener kan faktisk optræde i en realistisk ramme viser årets Bodil-modtager. Det handler om ganske hverdagsagtige ting som skolegang, ensomhed, mobning og den slags. Og så handler det samtidig om en pige, der bider folk i halsen og drikker deres blod.

Den socialrealistiske vampyrfilm ‘Lad den rette komme ind’ er mærkeligt bevægende og skræmmende i sin nænsomme skildring af overgangen fra barn til voksen. Det er kort sagt mesterligt, så lad den rette komme op og modtage vores hyldest: Tomas Alfredson.

Bedste fotograf – Jørgen Johansson
Til prisen for bedste fotografering er to film oplagte kandidater. Den ene en grandios studiefilm, hvor sporene er lagt ud og kameraet i en storladen bevægelse hæver sig over handlingen. Den anden en mere minimalistisk sag, hvor de flade landskaber får lov at stå, øde og forblæste, indtil dramaet sætter ind, og man kommer tættere på i scener, der opløses i højdramatisk fugl og frø. Forskellene er åbenlyse, men i begge film finder fotografen den rette billedbeskæring, den rette belysning og de rette farver til at underbygge filmenes handling og stemning ikke mindst.
At skulle vælge mellem disse to film er vanskeligt, og derfor er det lykkeligt, at både ‘Flammen & Citronen’ og ‘Frygtelig lykkelig’ er fotograferet af Jørgen Johansson, der hermed bedes komme op og modtage sin anden Bodil.

Årets Sær-Bodil – Kåre Bjerkø
Årets Sær-Bodil går til Kåre Bjerkø for filmmusik til ‘Det som ingen ved’, ‘Frygtelig lykkelig’ og ‘Lille soldat’:

Filmmusik står aldrig alene. Den skal føjes til billederne. Uddyber, kommenterer, illustrerer og modsiger billedets fortælling. For filmkomponisten kræver det fleksibilitet og vilje til at give afkald på den personlige stil, som komponister og sangskrivere vanligvis hyldes for.

De seneste ti år har Kåre Bjerkø stille arbejdet sig op som en af vores fineste komponister inden for både teater og film. Hans samarbejde med Dr. Dante er legendarisk, men her handler det om film, og Henrik Ruben Genz var en af de første, der så det filmiske potentiale i Bjerkøs musik. Det udmøntede sig i Bjerkøs musik til kortfilmen ‘Bror min bror’. Siden har komponisten med sikker stilfornemmelse lagt lydspor til ikke så få film.

I 2008 viste Bjerkø en uhørt spændvidde og en evne til at lade sin musik spille med og mod andre komponisters det være sig Trentemøllers elektronisk knitrende spændingsopbygning i ‘Det som ingen ved’ eller den beskidte guitarrock, der står så centralt placeret i lydbilledet i ‘Lille soldat’. I ‘Frygtelig lykkelig’ var det sprød slide-guitar med et ekko af Ry Cooder, der blev en naturlig del af Bjerkøs palet.

Man skulle ikke tro, der var tale om samme komponist, og så alligevel. Den sikre forståelse af enhver stilart er umiskendelig. Det samme er evnen til at skabe musik, der både lader sig samordne billedet og kan stå alene. Når dette forenes med en egen original tone, kan en filmkomponist ikke nå længere.

Det fortjener mere end en fanfare. Derfor ser vi gerne Kåre Bjerkø komme op og modtage sin Sær- Bodil.

Æres-Bodil – Jørgen Leth
Han er ikke et perfekt menneske. Sådan koketterer Jørgen Leth selv, og hvem er i grunden det? Til gengæld er han så meget andet, og i vores sammenhæng er han først og fremmest filmkunstner med vægt på kunstner.

Perfekt? Så langt fra. Perfektion er blot noget, man stræber efter. Som dokumentarist er Jørgen Leth det sansende menneske. Hans film bæres af kærligheden til billedet og ordet. At se og benævne det sete.

Leths film kredser om det perfekte. Eksempelvis i portrætter af de bedste inden for et felt. Det handler om den perfekte bevægelse, den perfekte timing. Den særlige Lethske lydhørhed over for kroppen, for stemmen, for ordet, for virkeligheden. Der er en tiltro til billedets egen poesi. Som en uangribelig sandhed.

Men så er der også ordet. I korte lakoniske sætninger konstaterer Jørgen Leth. Han peger og fastholder blikket i sit blik, vores blik. Her insisterer Leth. Her insisterer Leth på overfladen. Uden bud på forklaring og forståelse i egentlig forstand. Det er i den grad overfladisk filmkunst. En nysgerrighed på verden før fornuften og følelsen får liv.

Og det er så det forbløffende og mirakuløse, at vi som beskuere kun for en stund kan fastholde dette særligt æstetiske blik. Vi overgiver os og opdager hurtigt, at Jørgen Leths udforskning af en filmisk virkelighed leverer brændstof til både fornuft og følelse.

En uperfekt filmkunstner, en sansende filmkunstner, og så sandelig en generøs og givende filmkunstner. Årets Æres-Bodil tilhører helt indlysende Jørgen Leth.