Formand for Filmmedarbejdernes forening, Kim Skotte, bød velkommen til Bodils 60 års jubilæum i Imperial

Som værter gav Casper Christensen og Mia Lyhne perfekt rollerne som garvet showmand og kejtet hjælper og ledte publikum gennem deres alternative version af historiske Bodil-vindere med et underfundigt bud på, hvordan yngre skuespillerinder kan gøre sig fortjent til en Bodil. En mindeværdig aften, der for første gang i en årrække blev fejret uden tv-transmission.

Med 3,13 millioner billetter 2006 publikumsmæssigt et solidt filmår, hvor den mest sete af årets 22 spillefilm med 406.290 solgte billetter var Niels Arden Oplevs opgør med sorteskolen i ’Drømmen’. Lars von Triers ’Direktøren for det hele’ blev lunkent modtaget af kritikerne og stort set ignoreret af det danske publikum. Internationalt bemærkede man til gengæld Pernille Fischer Christensens lavbudget-film ’En soap’. Den første spillefilm fra Filminstituttets nyindstiftede Talentstøtteordning modtog en Sølvbjørn i Berlin.

I kategorien bedste film fik ’En soap’ og ’Drømmen’ selskab af ’Efter brylluppet’, ’Prag’ og ’Råzone’, og disse fem film dominerede også nomineringerne i skuespillerkategorierne, hvor i alt ti film var nomineret. Pernille Fischer Christensens spillefilmsdebut modtog hæderen som årets bedste film, mens Christian E. Christiansens ’Råzone’ kunne pege på en ny tendens. Den var en af tre spillefilm produceret uden om Filminstituttet. Som den eneste af disse fik den medvind hos kritikerne, et større publikum (109.611) i tale og hele tre Bodil-nomineringer.

Bedste hovedroller gav deja vu, da modtagerne også var på scenen året før. For hovedrollen i ’En soap’ modtog Trine Dyrholm for tredje år i træk en Bodil. Sammen med Ghita Nørby er hun dermed eneste skuespillerinde, der har modtaget fire Bodil-priser. Årets anden genganger var Nicolas Bro, der modtog sin Bodil for at spille Nicolas Bro i Christoffer Boes ’Offscreen’. En rolle som næppe andre af de nominerede kunne have gjort bedre. Bedste mandlige birolle stod Bent Mejding for i ’Drømmen’, mens bedste kvindelige birolle i ’Efter brylluppet’ gik til Stine Fischer Christensen, der ligesom storesøsteren var spillefilmsdebutant. Æresbodil og stående ovationer tilfaldt Helle Virkner.

Bodil for bedste fotografering gik til den uhyre alsidige Jørgen Johansson, som med ’Prag’ fortsatte sit mangeårige samarbejde med Ole Christian Madsen. Anders Østergaards ’Gasolin’’ blev bedste dokumentarfilm. Årets internationale priser gik til Alejandro González Iñárritus ’Babel’ og Florian Henckel von Donnersmarcks ’De andres liv’.

Årets vindere

Bedste mandlige hovedrolle: Nicolas Bro (Offscreen)

Bedste kvindelige hovedrolle: Trine Dyrholm (En Soap)

Bedste mandlige birolle: Bent Mejding (Drømmen)

Bedste kvindelige birolle: Stine Fischer Christensen (Efter brylluppet)

Bedste danske film: En Soap af Pernille Fischer Christensen

Bedste amerikanske film: Babel af Alejandro González Iñárritu

Bedtse ikke-amerikanske film: De andres liv af Florian Henckel von Donnersmarck

Bedste dokumentarfilm: Gasolin’ af Anders Østergaard

Bedste fotograf: Jørgen Johansson

Æres-Bodil: Helle Virkner

Bedste mandlige hovedrolle – Nicolas Bro
Ingen er så god til at spille Nicolas Bro som manden, der nu skal have en Bodil for at gøre det. Altså Nicolas Bro.

Denne letkøbte vittighed tjener udelukkende til at camouflere, at vi blev skræmt fra vid og sans over Nicolas Bros hårrejsende stærke og intense præstation i Christoffer Boes temmelig afsindige film ‘Offscreen’. Det er jo filmen, hvori Bro i begyndelsen tilsyneladende spiller sig selv, men efterhånden udvikler sig til et morderisk monster og dermed sprænger alle grænser mellem det biografiske, det dokumentariske og det fiktive.

Den flittige Nicolas Bro har allerede lyst op i mange markante biroller, så vi er stærkt fornøjede over, at han i ‘Offscreen’ omsider fik den kæmpestore hovedrolle, som han fortjente – og som hans talent bærer uden besvær. Vi gyser, og vi bukker i dyb respekt for den kolossale alsidighed i Nicolas Bros talent. Til lykke!

Bedste kvindelige hovedrolle – Trine Dyrholm
Masser af adjektiver ligger lige for, når man vil forsøge at beskrive Trine Dyrholm, for eksempel talentfuld, smuk og begavet. Men lige nu har vi allermest lyst til at bruge ordet FRYGTLØS.

Hele den unge Dyrholms allerede lange karriere viser nemlig på den flotteste facon, at hun som kunstner ikke er bange for at gå i lag med de sværeste og mest krævende opgaver – eller for den sags skyld bange for åbent at erkende sin usikkerhed over for nogle af disse opgaver, hvad der om muligt må vække endnu mere respekt.

Den udvikling kunne ingen forudse, da fynske Trine var meget ung og meget sød og dansede i måneskin ved et Melodi Grand Prix, men siden har hun ydet så mange knaldstærke præstationer – og fået så mange velfortjente priser – at vi ikke blev decideret overraskede over, at hun også spiller med talrige nuancer og totalt uforfængelig ærlighed som Charlotte, der i Pernille Fischer Christensens ‘en Soap’ har en del problemer med mændene og samtidig slutter et forsigtigt venskab med den skrøbelige transvestit Veronica.

Lad os bare indrømme, at vi er helt vilde med Trine Dyrholm og enormt glade for – igen! – at kunne hædre hende med en Bodil.

Bedste mandlige birolle – Bent Mejding
Uden at fornærme ham tør vi nok kalde Bent Mejding en veteran i dansk film og teater, og hvis vi hastigt tilføjer ordet hæderkronet, er det i hvert fald ingen fornærmelse.

Allerede i 1984 gjorde han stærkt indtryk som tyrannisk far i Bille Augusts ‘Tro, håb og kærlighed’, og man må sige, at han ikke er blevet mindre diktatorisk med årene – i hvert tilfælde ikke, når rollen kræver det, sådan som det er tilfældet med den usædvanlig barske skoleinspektør Lindum Svendsen i Niels Arden Oplevs ‘Drømmen’.

At Lindum Svendsen er filmens skurk, kan der overhovedet ikke herske tvivl om, og det er Bent Mejdings fortjeneste, at han bliver en skurk med så kraftig volumen og format, at vi trods vores modvilje mod ham og skræk for ham også må beundre ham en ganske lille smule. For nogen kryster eller nullitet er denne dybt reaktionære tyran jo ikke, og vi kvitterer med en Bodil i beundring for, at den vitale og veloplagte veteran Bent Mejding i ‘Drømmen’ får os til at betragte en væmmelig mand med hemmelig fascination.

Bedste kvindelige birolle – Stine Fischer Christensen
Det giver et sødt sæt af glæde i os, når et helt nyt ansigt dukker op på biograflærredet og er så både lysende og indlysende talentfuldt, at man overhovedet ikke kan tvinge sit blik væk fra det.

Sådan er det med Stine Fischer Christensens rolle som den unge brud og hemmelige datter til Mads Mikkelsen i Susanne Biers Oscar-nominerede ‘Efter brylluppet’, og det kom nærmest som en åbenbaring, for kun de allerfærreste huskede hende fra de tre-fire små filmroller, som hun havde haft indtil da, blandt andet i søsteren Pernille Fischer Christensens novellefilm ‘Indien’

med Trine Dyrholm i hovedrollen.

En regulær hovedrolle har Stine Fischer Christensen foreløbig til gode – selv om hun var en slags hovedperson i Anders Morgenthalers tegnefilm ‘Princess’ – men den kommer, for ingen kan glemme hendes både sødmefulde, sårbare og meget, meget bevægende præstation som Anne i ‘Efter brylluppet’.

Hvis den film senere i aften får en Oscar ovre i USA, er det blandt andet Stine Fischer Christensens fortjeneste, og her skal hun under alle omstændigheder hyldes, fordi hun så fint og smukt skabte en figur, som man simpelt hen ikke kunne lade være med at elske.

Bedste danske film – En Soap
Det er altid en fornøjelse at hædre en modig og original film, men glæden er ekstra stor, når filmen er lavet af et nyt og lovende navn – selv om ordet ‘lovende’ egentlig er for svagt, når det drejer sig om Pernille Fischer Christensen.

Hun demonstrerer nemlig her i sin første spillefilm så stor en sikkerhed og så stærk en profil, at hun allerede er hinsides det lovende og placeret som et centralt talent i dansk filmkunst.

Følsomt og indtrængende, men også med humor fortæller hun i ‘en Soap’ om det langt fra lette forhold mellem den hårde kvinde Charlotte og den bløde transvestit Veronica – og hun gør det i form af et kammerspil af kolossal kraft og koncentration.

‘en Soap’ er både intim og intens, både rørende og tankevækkende. Pernille Fischer Christensen styrker det indre drama ved at reducere de ydre virkemidler, og derfor tør vi sige, at hun ikke kun er klog og talentfuld, men også moden og modig.

Det kvitterer vi for med en Bodil og ønsker Pernille Fischer Christensen en lang og produktiv karriere.

Bedste dokumentarfilm – Gasolin
‘Dokumentarfilm – nåh ja, de er ligesom spillefilm, bare kedelige’.

Dette citat fra en amerikansk komedie dækker sikkert meget godt det syn på dokumentarfilm, som en del mennesker havde tidligere, men som nu er blevet helt umuligt at forsvare takket være så underholdende dokumentarer som Anders Østergaards ‘Gasolin’‘.

At den siden forpremieren ved sidste års Bodil-fest har lokket sensationelt mange mennesker i biografen, skyldes selvfølgelig til dels dens populære emne, for der findes næppe nogen dansker, der aldrig har hørt et nummer med Kim Larsen og hans kumpaner i Gasolin’.

Den gamle rockgruppes popularitet ville imidlertid ikke have hjulpet ret meget, hvis Anders Østergaard havde lavet en kedelig film om den – men pointen er jo, at Østergaard ligesom i sine fine film om jazzpianisten Jan Johansson og Tintin-tegneren Hergé formår at gøre sit dokumentariske stof livligt, muntert, dramatisk og vedkommende.

Altså er det løgn, at dokumentarfilm er kedelige, og altså fortjener Anders Østergaard at få en Bodil.

Bedste amerikanske film – Babel
Vi lever i sandhed i globaliseringens tidsalder. I aften fremgår det af, at årets bedste amerikanske film er instrueret af en mexicaner, nemlig Alejandro González Inárritu, og at den foregår i ikke færre end tre verdensdele, nemlig Amerika, Nordafrika og Japan.

At instruktøren med det lidt vanskelige navn godt kan lide at fortælle komplicerede historier med mange personer, ved vi fra hans tidligere film ‘Love is a Bitch’ og ‘21 gram’, men i ‘Babel’ gør han det mere storslået og mere suverænt end nogensinde før – og får samtidig bare som en bivirkning bevist, at Brad Pitt faktisk er en eminent skuespiller.

‘Babel’ er et genialt konstrueret skæbnedrama med flere lag og mange temaer, og den er et prægtigt eksempel på, hvor utroligt underholdende begavet filmkunst kan være. Det er nok en Bodil værd.

Bedste ikke-amerikanske film – De andres liv
Måske ville man ønske, at hans navn havde været lidt lettere at huske. Det er til gengæld den mest alvorlige indvending mod debutanten Florian Henckel von Donnersmarck og hans formidable tyske film ‘De andres liv’, der i alle detaljer er lavet med så stor sikkerhed og præcision, at den ligner alt andet end et debutarbejde.

Her har vi nemlig en film, som både skarpt, hårdt og generøst skildrer, hvordan det er at leve under det tunge låg af frygt og paranoia i en hæslig diktaturstat, og her har vi samtidig en film, der ikke bare er politisk bevidst socialrealisme, men også et gribende skæbnedrama fyldt med fornemme psykologiske detaljer.

‘De andres liv’ fortjener at blive set flere gange, for den er spækket med begavede detaljer og raffinerede antydninger. Selvfølgelig vidste vi godt i forvejen, at det politiske system i DDR var rædselsfuldt, men Florian Henckel von Donnersmarck zoomer ind på nogle konkrete skæbner og hæver dermed sin film højt over det tids- og stedtypiske – helt op i det universelt evigtgyldige.

Det er mesterligt gjort. Og yderst Bodil-værdigt.

Bedste fotograf – Jørgen Johansson
Film består af levende billeder. Det kan man nogle gange være lige ved at glemme, når man læser lærde afhandlinger om kunstartens fundamentale tematik og perceptionen af den, men heldigvis har vi folk som Jørgen Johansson til at føre os tilbage på sporet og få os til at huske, at billederne er basis for alt.

Selv i et land med usædvanligt mange fremragende filmfotografer hører Jørgen Johansson til eliten, for han er både uhyre stilsikker og utroligt alsidig. Hans visuelle flair er fuldstændig formidabel, og det er ganske afgjort ikke hans skyld, at han tidligt i sin karriere fotograferede film, som de fleste mennesker i dag lykkeligt har glemt, for eksempel titler som ‘To mand i en sofa’ og ‘Krystalbarnet’.

Siden gik det bedre, ja faktisk overordentlig godt, for i det mageløse år 2000 fotograferede Jørgen Johansson både Per Flys gedigne gennembrudsfilm ‘Bænken’ og Lone Scherfigs muntre dundersucces ‘Italiensk for Begyndere’ – og ligesom for at demonstrere, at han ikke af den grund var blevet højrøvet, nåede Jørgen Johansson i 2000 også at fotografere Nina Rosenmeiers sære og skæve ‘No Man’s Land’, som kun ganske få mennesker har set.

Det frugtbare samarbejde med Lone Scherfig blev genoptaget i ‘Wilbur begår selvmord’, men sin nærmeste filmiske åndsfælle har Jørgen Johansson nok fundet i skikkelse af instruktøren Ole Christian Madsen. For ham har han fotograferet både den gribende ‘En kærlighedshistorie’, den skrappe ‘Nordkraft’ og senest den såvel skrappe som gribende ‘Prag’, og for de følsomme, dynamiske og atmosfærefyldte billeder i disse stærke film skal den virtuose visuelle mester Jørgen Johansson hyldes med en Bodil.

Æres-Bodil – Helle Virkner
Vi kender den kloge Helle Virkner, den forstående Helle Virkner, hende, der med et gennemskuende blik betragter mændenes dårskaber – og bærer over med dem.

Vi kender denne Helle Virkner fra tv-serierne Matador og Huset på Christianshavn, og vi beundrer den smukke og menneskeligt modne kvinde med begge ben på jorden.

Men i nogle korte filmklip har vi lige set, at der også findes en anden Helle Virkner, en ung pige, der knitrer af erotik, livslyst og farlighed. En vittig og suveræn ung skuespillerinde, der var med i dansk films kunstneriske fortrop helt tilbage fra midten af 1940’erne – i hovedværker af datidens unge fremstormende instruktører, Johan Jacobsen, Ole Palsbo og Erik Balling.

Derfor er Helle Virkner en filmstjerne i ordets egentligste betydning – en skuespillerinde, der både lyser magisk op og er elsket af det brede publikum. En filmstjerne med et stort register – lige overbevisende som den grå mus og som den strålende prinsesse, som den dumme gås og som den kloge pige. Ikke mærkeligt, at både Hollywood og italiensk film har været ude efter at kapre stjernen.

Men Helle Virkner blev hjemme. Det vil vi gerne takke hende for i aften, hvor vi vil hylde hende for en stor karriere i dansk film.