Bodilprisen 2005
2004 bød på 19 danske spillefilm. Fem færre end året før, men det forhindrede ikke billetsalget i nok engang at runde de 3,1 millioner. Måske ikke helt på niveau med jubelåret 2002 (med 3,7 mil.), men stadig et imponerende resultat, hvor hver fjerde indløste biografbillet gik til en hjemlig produktion.
Kun Frankrig kunne i Europa bryste sig af et flottere hjemmemarked. Hele ti af filmene – vistnok en rekord i Bodils historie – havde fundet nåde for anmeldernes dom og opnået en Bodilnominering, blandt disse animationsfilmen ’Terkel i knibe’.
Terkel måtte dog gå tomhåndet hjem sammen med Paprika Steens ’Lad de små børn…’, Simon Stahos ’Dag og Nat’, Erik Clausens ’Villa Paranoia’, Hella Joofs ’Oh Happy Day’ og årets største danske filmsatsning, Charlotte Sachs Bostrups helaftensfilmatisering af ’Familien Gregersen’. Bodil for Bedste film gik til årets mest sete af slagsen, Nikolaj Arcels ’Kongekabale’. Bedste kvindelige hovedrolle fik den danske Hollywoodstjerne Connie Nielsen, for sin første hjemlige optræden i Susanne Biers ’Brødre’ og så fik Mads Mikkelsen endelig efter flere års nomineringer en Bodil for sin kraftfulde præstation i Nicolas Winding Refns ’Pusher II’. Michael Carøe var nok engang succesfuld vært i Imperial, hvor Filmmedarbejder Foreningen også kunne uddele en nyindstiftet Dokumentarfilms-Bodil til Anders Østergaard for Hergé-portrættet ’Tintin et moi’.
Årets vindere
Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen (Pusher II)
Bedste kvindelige hovedrolle: Connie Nielsen (Brødre)
Bedste mandlige birolle: Søren Pilmark (Kongekabale)
Bedste kvindelige birolle: Trine Dyrholm (Forbrydelser)
Bedste danske film: Kongekabale af Nikolaj Arcel
Bedste dokumentarfilm: Tintin et moi af Anders Østergaard
Bedste amerikanske film: Lost in Translation af Sofia Coppola
Bedste ikke-amerikanske film: Se på mig af Agnès Jaoui
Æres-Bodil: Janus Billeskov Jansen for sin indsats som klipper gennem flere årtier og som klippekonsulent for en række nye instruktører og filmklippere
Nordisk Film Lab og Kodaks Fotografpris: Morten Søborg