Bodilprisen 2001
Endnu et stort dansk filmår blev behørigt fejret i Imperial.
Lars von Trier havde – endelig – vundet De Gyldne Palmer i Cannes for musicalen ’Dancer in the Dark’, og Lone Scherfigs dogmefilm ’Italiensk for begyndere’ høstede en Sølvbjørn i Berlin (2001). Men det var en tredje filmopmuntring, der løb med æren denne aften: Per Flys lille, socialrealistiske ’Bænken’. Jesper Christensen fik karrierens tredje Bodil for sin eminente hovedrollepræstaion som drankeren Kaj i Flys film, og der var også Bodil til ’Bænken’s Nicolaj Kopernikus for Bedste mandlige birolle. På spindesiden gik Bedste hovedrolle til islandske Björk for den stormomsuste rolle som Selma i ’Dancer in the Dark’, mens Bedste birolle overraskende, men meget populært, tilfaldt en bevæget Lene Tiemroth for aftenens anden alkoholikerrolle – denne gang i ’Italiensk for begyndere’, som mere end 800.000 danskere havde været inde at se.
Aftenens største og gladeste vindere var dog nok producenttrioen Peter Aalbæk Jensen, Ib Tardini og Vibeke Windeløv fra Zentropa, der havde stået bag alle aftenens vinderfilm. De tre blev tillige hyldet med en æresbodil for deres og Zentropas store betydning for dansk films udvikling op gennem 90’erne. Bedste amerikanske film blev Sam Mendes Oscarsluger fra året før ’American Beauty’, og Bedste ikke-amerikanske blev, lidet overraskende, Ang Lees taiwanesiske verdenshit ’Tiger på spring, drage i skjul’.
Årets vindere
Bedste mandlige hovedrolle: Jesper Christensen (Bænken)
Bedste kvindelige hovedrolle: Björk (Dancer in the Dark)
Bedste mandlige birolle: Nicolaj Kopernikus (Bænken)
Bedste kvindelige birolle: Lene Tiemroth (Italiensk for begyndere)
Bedste danske film: Bænken af Per Fly
Bedste amerikanske film: American Beauty af Sam Mendes
Bedste ikke-amerikanske film: Tiger på spring, drage i skjul af Ang Lee
Æres-Bodil: Peter Aalbæk Jensen, Ib Tardini og Vibeke Windeløv (Zentropa)