Torben Zeller og Søren Østergaard var aftenens veloplagte værter i Imperial, men mange lyttede opmærksomt til Filmmedarbejderforeningens formand Kim Skottes forklaring på, at Bille August’s ‘Åndernes Hus’ ikke havde kvalificeret sig som mulig kandidat til en pris – ‘Filmen er udenlandsk produceret med udenlandsk tale og udenlandske skuespillere.’

Heldigvis var der flere og mere ‘rene’ danske film at vælge imellem. Erik Clausen fik hovedprisen for ‘De frigjorte’, Frits Helmuth og Jesper Langberg blev påskønnet for deres præstationer i ‘Det forsømte forår’ og Sofie Gråbøl og Pernille Højmark for deres i ‘Sort høst’. Særprisen tilfaldt med stort applaus tegnefilmmanden Flemming Quist Møller – ikke kun, men også, for ‘Jungledyret’.

Og udlandet: ‘The Piano’ af Jane Campion og ‘Uskyldens år’ af Martin Scorsese. Et godt år for dansk film – hænger det rent faktisk sammen med et godt år for en Bodil-fest?

Årets vindere

Bedste mandlige hovedrolle: Frits Helmuth (Det forsømte forår)

Bedste kvindelige hovedrolle: Sofie Gråbøl (Sort høst)

Bedste mandlige birolle: Jesper Langberg (Det forsømte forår)

Bedste kvindelige birolle: Pernille Højmark (Sort høst)

Bedste danske film: De frigjorte af Erik Clausen

Bedste ikke-europæiske film: The Piano af Jane Campion

Bedste ikke-europæiske film (US): Uskyldens år af Martin Scorsese

Æres-Bodil: Flemming Quist Møller (tegnefilmsinstruktør) for sine mange animationsfilm, bl.a. ‘Jungledyret’

Bedste mandlige hovedrolle – Mads Mikkelsen
For sin stærke præstation som den pædofili-anklagede børnehavepædagog, Lucas i Thomas Vinterbergs ’Jagten‘, modtager Mads Mikkelsen en Bodil af de helt store. Hans evne til at leve sig ind i følelsesregistret hos en mand, der til sin egen komplette forbløffelse pludselig må se tæppet blive revet væk under sin tilværelse, er skuespilkunst af højeste karat. Allerede på filmfestivalen i Cannes, honorerede man præstationen og udnævnte Mads Mikkelsen til bedste mandlige skuespiller. Så det er kun naturligt, at vi nu følger trop herhjemme. Men egentlig er det forbløffende, grænsende til det mærkværdige, at Mads Mikkelsen tidligere kun har modtaget én Bodil. For siden han i 1996 bragede igennem som den kriminelle Tonny i Nicolas Winding Refns ’Pusher, ‘ har Mads Mikkelsen udviklet sig til at blive sin generations toneangivende filmskuespiller. I begyndelsen spillede han mest hårde negle med et blødt punkt, men efterhånden er der ikke den facet af skuespilkunsten, Mikkelsen ikke har bemestret. Fra videonørden Lenny til den en-øjede kriger i ’Valhalla Rising’, Bond-skurken Le Chifre, sandalpræst i ’Adams æbler’ og stribevis af stærke romantiske og dramatiske roller har Mads Mikkelsen med det skarpskårne ansigt og den ekspressive gestik bogstavelig talt indtaget hovedrollen i dansk film. Så det manglede da bare, at han også skulle have en Bodil mere efter den, han modtog for ’Pusher II’ i 2005!

Bedste kvindelige hovedrolle – Charlotte Gainsbourg
Siden han gik over til kvindelige hovedrolleindehavere har Lars von Trier lokket intense og uforglemmelige præstationer ud af så forskellige skuespillere som Emily Watson, Björk, Nicole Kidman og Kirsten Dunst. Men ingen relation kan matche det ganske særlige forhold, der er opstået mellem den danske auteur og den franske skuespillerinde Charlotte Gainsbourg. I Gainsbourg har Lars von Trier fundet en actrice, der kan matche og udtrykke hans kunstneriske frygtløshed og følelsesmæssige sårbarhed. Det demonstrerede Charlotte Gainsbourg mildest talt overbevisende med hovedrollen i ’Antichrist’. En rolle, der kunne have knækket svagere sjæle, men i stedet løftede Gainsbourg op blandt de absolut ypperste europæiske filmskuespillere. Ikke noget at sige til Lars von Trier holdt fast i hende til ’Melancholia’. I ’Nymphomaniac’ er Charlotte Gainsbourg tilbage i den altdominerende og altafgørende hovedrolle. Denne gang som nymfomanen Joe. En rolle hun erobrer med hud og hår. For denne modige, vittige og mange facetterede præstation skal Charlotte Gainsbourg selvfølgelig have sin anden Bodil.

Bedste mandlige birolle – Roland Møller
Roland Møller kendte i forvejen Horsens Statsfængsel indefra, da han fik rollen som Mureren i Michael Noer og Tobias Lindholms stærke fængselsdrama ’R’. Roland Møllers spil som den stenhårde fange blev udspillet med en autoritet og autenticitet, som var helt afgørende for filmens utroligt realistiske atmosfære. ’R’ indbragte Roland Møller en Bodil-nominering, men spørgsmålet var selvfølgelig på det tidspunkt, om fynboen med den blakkede fortid var en stor skuespiller i svøb eller, om han ’bare’ så at sige spillede sig selv. Det spørgsmål besvarede han overbevisende, da han med samme sikkerhed indtog rollen som sømanden Jan i Tobias Lindholms internationalt berømmede gidseldrama ’Kapringen’. Også den rolle indbragte Roland Møller en Bodil-nominering. Og nu er han her sørme allerede igen! Roland Møller spiller den rocker-relaterede Bjørn i Michael Noers ’Nordvest’ og det gør han selvfølgelig så skræmmende realistisk, at vi ikke tør andet end at give ham den Bodil, vi nu flere gange har viftet ham om næsen med. Spøg til side: Det blev alle gode gange tre for Roland Møller – og hvor er det dog fortjent!

Bedste kvindelige birolle – Susse Wold
Man skulle lige glippe en ekstra med øjnene for at kunne genkende dansk skuespilkunsts elegante diva i den gråmelerede pædagog Grethe. Heller ikke i ’Jagten’ er der meget glamour over dagligdagen i en dansk børnehave. Det kan ikke være let for Susse Wold at skulle gå i ét med omgivelserne, men det lykkes på bedste måde i ’Jagten, ‘ hvor hun leverer et fornemt stykke karakterskuespil som børnehavelederen, der bliver placeret i en overmåde vanskelig valgsituation og ikke formår at tackle den optimalt. Dansk teater har nydt godt af Susse Wolds talent i mange store roller. Også de danske tv-serier har haft blik for hende. Tænk blot på Gitte Grå i ’Matador’. Men dansk film har faktisk aldrig forkælet Susse Wold efter fortjeneste. I 1960’erne sprudlede den unge skuespillerinde i film som ’Sommer i Tyrol’ og ’Hurra for de blå husarer’, men tillod sig i 1964 et lille hjertesuk. Kunne der ikke tænkes at være roller med lidt mere kød på til en ukueligt nysgerrig ung skuespillerinde? I dansk film har man alt for sjældent taget opfordringen til sig, men Thomas Vinterberg gjorde det og gav Susse Wold en rolle, der ligger meget langt fra hendes vante territorium. Det har hverken Thomas Vinterberg eller Susse Wold haft grund til at fortryde et eneste øjeblik. Og da slet ikke nu, hvor de lange dage tilbragt i børnehaven udløser Susse Wolds første og fuldt fortjente Bodil.

Bedste danske film – Jagten
Stor succes tidligt i livet kan være en gevaldig udfordring. Og stor succes i en ung alder fik Thomas Vinterberg med ’Festen’. Takket være ’Festen’ og ’Idioterne’ blev 1998 de danske dogmefilms år i Cannes. ’Festen’ vandt Jury-prisen. Den fortsatte med at gå sin sejrsgang verden rundt og vandt da også en Bodil. Siden lærte Thomas Vinterberg også modvinden at kende. Så det er med særlig glæde og tilfredshed, vi kan konstatere, at denne ekstremt talentfulde instruktør atter har indtaget sin naturlige placering helt på toppen af dansk film. ’Jagten’ vandt som ’Submarino’ Nordisk Råds Filmpris og dermed hjembragte Thomas Vinterberg som noget helt uhørt denne pris for anden gang på blot fire år. ’Jagten’ har haft samme gennemslagskraft som ’Festen’ og det med god grund. Historien om børnehavepædagogen Lucas, der bliver uskyldigt anklaget for pædofili er lige så oprørende som den er tankevækkende og menneskeklog. Lige så velspillet som den er overlegent iscenesat og smukt fotograferet. ’Jagten’ er med andre ord en udsøgt perle af en film og derfor skal Thomas Vinterberg helt fortjent have sin anden Bodil.

Bedste dokumentarfilm – Ai Wei Wei – the fake case
Andreas Johnsens ’Ai Wei Wei – the fake case’ er på mange måder en bemærkelsesværdig film. I løbet af de fire år den danske dokumentarist regelmæssigt besøgte Ai Wei Wei, som af mange regnes for verdens vigtigste nulevende kunstner, eskalerede Ai Wei Weis konflikt med de kinesiske myndigheder. Ved hjælp af en let gennemskuelig fupanklage for skattesnyd, lagde myndighederne voldsomme begrænsninger på den kinesiske kunstners bevægelses- og ytringsfrihed. Andreas Johnsens film bliver et vigtigt talerør for den internerede kunstner, men begrænser sig ikke til sagen. Filmen er nemlig samtidig blevet et intimt portræt af mennesket bag den berømte kunstner. Det kræver stædighed, mod, et godt øje og is i maven, at gennemføre et projekt som dette. Men den selvlærte Andreas Johnsen har da også i en årrække markeret sig som en modig og stædig outsider i dansk dokumentarfilm. Interessen for musik og sociale – og kunstneriske problemstillinger, i især Den Tredje Verden, har krydset hinanden på mange inspirerende måder. Bl.a. i film om østafrikanske musikere, dancehall kulturen på Jamaica og de to danske musikfænomener Natasja og Kidd. ’Kidd Life’ blev et gennembrud til en større offentlighed. Med ’Ai Wei Wei – the fake case’ får Andreas Johnsen nu også den fortjente anerkendelse. Nemlig i form af en Bodil for at lave årets bedste dokumentarfilm.

Bedste amerikanske film – Hushpuppy
Den lille Hushpuppy går med knejsende nakke og slubrende gummirøjsere direkte ind i hjertet på alle, der har set ’Beasts of the Southern Wild’ – eller ’Hushpuppy’ som den kom til at hedde på dansk. Quvenzhané Wallis er den yngste Oscar-nominerede nogensinde, men filmen har mange andre kvaliteter. Unge Benh Zeitlins debutfilm er simpelthen en visionær forestilling. Det er en anti-autoritær fabel til klimakatastrofernes tidsalder, hvor den hjertegribende og tankevækkende fortælling, fra Louisianas sumpede og oversvømmede bayou, udfoldes som forjættende magisk realisme. Benh Zeitlin ser indirekte verden igennem den 5-årige Hushpuppys øjne. Og har man først set verden på dén måde, bliver den aldrig helt den samme igen.

Bedste ikke-amerikanske film – Adéles Liv
Engang imellem ser man en film, der opleves som så virkelig, at den føles som et chok for systemet. Sådan en film er Abdellatif Kechiches ’Adéles liv’. Filmens lange og heftige sex-scener har forståelig nok vakt opsigt og debat, men erotikken har et formål. Den stormende forelskelse er et sanseligt bombardement af alle kroppens og sjælens nervespidser. At det forholder sig således er sjældent blevet stærkere beskrevet end i denne fortælling om Adéle og hendes forelskelse i Emma med det blå hår. Sjældent er man så voldsomt blevet mindet om hvor godt og hvor ondt det gør, når kærligheden først banker på og derefter smækker med døren. Så man, som Adéle, må græde snot i lange baner indtil enhver rest af værdighed hænger i laser. ’Adéles liv’ er stor og medrivende filmkunst, der kommer helt ind under den nøgne hud.

Bedste fotograf – Charlotte Bruus Christensen
Den effektfulde, visuelle kontrast mellem varme interiører og kolde eksteriører er kun et af de mange stiltræk, som kommer fortællingen i ’Jagten’ til gode. ’Jagten’ er en film, hvor man fra første billede føler, at man fotografisk er i de bedste hænder. Charlotte Bruus Christensen har fortalt, at hun lod sig inspirere af ’The Deer Hunter’, ’Fanny & Alexander’ og ’The Shawshank Redemption’ og det tror man gerne. At fastholde en troværdig hverdagsrealisme i en film, der samtidig ser drøngodt ud, er faktisk en raffineret balancegang. Charlotte Bruus Christensen måtte selv gå en slags raffineret balancegang, da først optagelserne til ’Jagten’ gik i gang. Hun var nemlig gravid i 6.måned og måtte have rigget et specielt stativ til, for at kunne manøvrere kameraet rundt om sin struttende mave. Så, jo, kvindelige fotografer kan have nogle særlige udfordringer! Men særlige udfordringer er vist noget Charlotte Bruus Christensen har appetit på. Hendes arbejde på en række kortfilm vakte forståeligt nok Thomas Vinterbergs interesse. Hun kom til at fotografere ’Submarino’ og det var et samarbejde og et fotografisk svendestykke, der smagte af mere. Da ’Jagten’ konkurrerede i Cannes, modtog Charlotte Bruus Christensen Vulcain-prisen for sit tekniske artisteri. Det vil Bodil ikke stå tilbage for! Vi fastslår hermed, at dansk film i skikkelse af Charlotte Bruus Christensen har fået endnu en filmfotograf i verdensklasse.

Sær-bodil – CPH:DOX
Det kræver meget tid og stor tålmodighed at give en filmfestival tyngde og betydning, altså under normale omstændigheder. For CPH:DOX har under Tine Fischers ledelse nærmest på rekordtid etableret sig som en af de vigtige europæiske filmfestivaler. En dokumentarfilmfestival med en profil så skarp, at man næsten kan skære sig på den. Og det er på en måde også meningen. I løbet af de år festivalen har eksisteret, har den hvert år gjort sit yderste for at fremstå mere forjættende, appetitvækkende og udfordrende end året før. Foruden at præsentere publikum for en imponerende buket spændende dokumentarfilm, har man målrettet satset på at teste dokumentarfilmens grænser. Man har fra starten sat fokus på grænselandet mellem filmen og de andre kunstarter og så har man efterhånden stadig mere stædigt og ikke så lidt provokerende sat spørgsmålstegn ved grænsen mellem dokumentar og fiktion. Hvad er dokumentarfilmen og hvad KAN den være? That’s the question. Som CPH:DOX år efter år besvarer på sin helt egen måde, som gør den til en unik festivaloplevelse. Derfor vil vi gerne bede festivaldirektør Tine Fischer og hendes tropper modtage denne Sær-Bodil. Hvis de altså lover, at blive ved med at fyre den af med samme energi som hidtil.

Æres-bodil – Jesper Langberg
Der er skuespillere, som er kamæleoner og så er der skuespillere, der som kunstneriske kraftkarle banker igennem, så væggene ryster. Og så er der Jesper Langberg. En skuespiller, der farver alt, hvad han rører ved med sit helt eget tonefald. En særlig musikalsk melankoli med et tålmodigt spillende smil udmønter sig i et altid elegant, menneskeligt skuespil uanset om rammen har været den danske folkekomedie eller noget mere granvoksent. Få skuespillere har så klar en identitet i dansk film som Jesper Langberg. Det på trods af, at de store roller faktisk ikke har hængt på træerne. Rollen som Kresten Skjern i tv-serien ’Matador’ gjorde for altid Jesper Langberg til folkeeje. Men oftest har Jesper Langberg haft de mindre roller, man til gengæld har husket krystalklart, når det meste andet ved filmen var glemt. To gange tidligere har Jesper Langberg fået en Bodil. Han fik en allerede i 1968 for hovedrollen som Johannes i Knud Leif Thomsens ’Sådan er de alle’. Det var sammen med præstationerne i ’Midt i en jazztid’ og ’Man sku’ være noget ved musikken’ de unge års stærkeste. Sin anden Bodil fik han for 20 år siden for rollen som Ellerstrøm i filmatiseringen af Hans Scherfigs ’Det forsømte forår’. En birolle som gav filmen den kerne af menneskelighed uden hvilken det ville have været en ganske anden film. Blufærdighed, ærlighed og melankoli er ord, der går igen i beskrivelsen af Jesper Langberg som skuespiller. En usædvanlig trio af kvaliteter, som har gjort denne underspillede komiker og melankolske tragiker til så usædvanlig og skattet skikkelse i dansk film. Det er på den baggrund en stor ære, at kunne give en Æres-Bodil til Jesper Langberg.

Hennings Bahs Prisen – Rasmus Thjellesen
Hvordan laver man en thriller på dansk med et andet visuelt udtryk, end det man allerede har set mange gange i alt fra Wallander og Millennium-trilogien til ’Forbrydelsen’ og ’Livvagterne’? Et udtryk, som ikke på samme måde følger den efterhånden velkendte scandinoir-skabelon med blålige og kølige toner?

Det var en af de store udfordringer, som holdet bag ’Kvinden i buret’ og især scenograf Rasmus Thjellesen stod overfor, da de begyndte på filmatiseringen af Jussi Adlers populære kriminalromaner om Afdeling Q. Edward Hopper og Vilhelm Hammershøi har været nævnt som to visuelle inspirationskilder i processen med at finde frem til et andet udtryk end det typiske fra kriminalfilmens verden. Der blev fokuseret på elementer som mursten, mapper, træ, stof, gyldne ting, læder og træ, noget, der var varmt, frem for det klassiske, kolde og de rene linjer. Alt dette blev omsat til et mood board, og slutresultatet er blevet en flot og stiliseret film, hvor scenografien i høj grad er med til at fortælle historien og portrættere de mennesker, som færdes i kulisser og på locations. Det være sig hovedpersonen Carl Mørcks næsten tomme og ensomme hus; den støvede kælder under Politigården, hvor Mørck og Assad graver gamle, uopklarede sager frem; eller den uhyggelige tryktank, buret, hvor titlens kvinde, politikeren Merete Lynggaard tilbringer så mange frygtelige år. Scenografien i ’Kvinden i buret’ gør måske ikke væsen af sig på samme måde som scenografien i en periodefilm, men den er alligevel tydeligt til stede og bliver næsten en person i sig selv i den velformede, og visuelt gennemarbejdede film. Og for den bedrift skal Rasmus Thjellesen i år have Henning Bahs Prisen.