Bodilprisen 2021. Og de nominerede er…

Danske Filmkritikere kan i dag løfte sløret for, hvem der er i spil til Danmarks ældste filmpris, Bodilprisen. Selvom året har været udfordrende for filmbranchen, er der lagt op til et brag af en aften med nervepirrende spænding, når filmårets bedste fra ind- og udland skal findes. Vinderen af hovedkategorien ’Bedste danske film’ skal i år findes blandt Thomas Vinterbergs Druk, Anders Thomas Jensens Retfærdighedens ryttere, Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids Shorta, Malou Reymanns En helt almindelig familie og Christina Rosendahls Vores mand i Amerika. Afsløringen af årets Bodil-statuetter er på grund af de nuværende restriktioner rykket til lørdag den 8. maj ved et corona-venligt gallashow på Folketeatret med skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg som vært.

Se alle årets nominerede nederst.

Lørdag den 8. maj 2021 hyldes den danske filmbranche, når Danmarks mest prestigefyldte filmpris, Bodilprisen, skal uddeles ved et corona-venligt gallashow på Folketeatret i København. Skuespiller og musiker Emma Sehested Høeg vil styre showet fra scenen. I dag kan Danske Filmkritikere afsløre, hvem der er i spil til årets Bodil-statuetter.

2020 var et år, hvor dansk film i den grad dominerede biograferne herhjemme, men der var særligt en film, der trak danskerne i biografen, og den topper også listen over Bodil-nomineringer med hele fem af slagsen – skarpt forfulgt af to andre film med hver fire nomineringer.

Årets topscorer er Thomas Vinterbergs biografhit Druk. Undtagelsen, Retfærdighedens ryttere, Shorta og En helt almindelig familie har hver fået fire nomineringer.

 

Garvede veteraner og nye stjernefrø

Der er både gensyn med garvede veteraner og plads til nye stjernefrø i begge hovedrollekategorier i år.

I den kvindelige kategori er Trine Dyrholm for 13. gang nomineret til en Bodil, denne gang for Erna i krig, og hun har dermed mulighed for at slå sin egen rekord for flest modtagne Bodilpriser. Hun skal dyste mod den kun 13-årige Kaya Toft Loholt, der er nomineret for sin rolle i En helt almindelig familie, Danica Curcic, der for femte gang er nomineret til en Bodil, denne gang for Undtagelsen, Amanda Collin for Undtagelsen og Sandra Guldberg Kampp, der har modtaget sin første Bodil-nominering for sin rolle i Kød & blod.

Hos mændene kan både Ulrich Thomsen og Mads Mikkelsen for syvende gang findes i kategorien ’Bedste mandlige hovedrolle’, da de er nomineret for deres roller i hhv. Vores mand i Amerika og Druk. Jacob Lohmann er for andet år i træk nomineret i hovedrollekategorien for sin hovedrolle i Shorta – en hovedrolle, han deler med Simon Sears, der ligeledes er nomineret for Shorta, og som dermed modtager sin anden Bodil-nominering. Feltet fuldendes af Mikkel Boe Følsgaard, der er nomineret for fjerde gang for sin hovedrolle i En helt almindelig familie.

 

Dobbeltnominering til Sidse Babett Knudsen

Med kun fem forskellige film repræsenteret blandt de nominerede inden for hhv. bedste kvindelige og bedste mandlige birolle er der lagt op til stor spænding blandt særligt Undtagelsen, Druk og Retfærdighedens ryttere, der alle har mere end én nominering i de to kategorier.

I kategorien ’Bedste kvindelige birolle’ er der hele to nomineringer til Sidse Babett Knudsen for sine roller i filmene Undtagelsen og Kød & blod. Desuden er Lene Maria Christensen nomineret for sin rolle i Undtagelsen, mens det unge stjernefrø Andrea Heick Gadeberg modtager sin første nominering for sin rolle i Retfærdighedens ryttere. Karen-Lise Mynster er nomineret til en Bodil for fjerde gang for sin rolle i Søren Kragh-Jacobsens Lille sommerfugl.

Den mandlige kategori er domineret af de to biografihits, Thomas Vinterbergs Druk og Anders Thomas Jensens Retfærdighedens ryttere. Her er både Lars Ranthe, Magnus Millang og Thomas Bo Larsen nomineret for deres roller i Druk, mens Lars Brygmann og Nikolaj Lie Kaas begge modtager en nominering for deres roller i Retfærdighedens ryttere.

 

Arbejdernes Landsbank præsenterer igen i år Talentprisen

Igen i år står Arbejdernes Landsbank bag Arbejdernes Landsbanks Talentprisen, der går til et nyt, markant talent, der har gjort sig særligt bemærket inden for det seneste filmår. I år tæller feltet foruden instruktører og skuespillere også et animationskollektiv.

De fem nominerede til Arbejdernes Landsbank Talentprisen er instruktørerne Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm for Shorta, skuespiller Carla Philip Røder for Kød & blod, skuespiller Besir Zeciri for Kød & blod, instruktør Malou Reymann for En helt almindelig familie og animationskollektivet Gigis for Blokhavn.

 

Nomineringer til Bodilprisen 2021:

 

Bedste danske film

  • Druk (Thomas Vinterberg)
  • En helt almindelig familie (Malou Reymann)
  • Retfærdighedens ryttere (Anders Thomas Jensen)
  • Shorta (Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid)
  • Vores mand i Amerika (Christina Rosendahl)

 

Bedste kvindelige hovedrolle

  • Amanda Collin (Undtagelsen)
  • Danica Curcic (Undtagelsen)
  • Kaya Toft Loholt (En helt almindelig familie)
  • Sandra Guldberg Kampp (Kød & blod)
  • Trine Dyrholm (Erna i krig)

 

Bedste mandlige hovedrolle

  • Jacob Lohmann (Shorta)
  • Mads Mikkelsen (Druk)
  • Mikkel Boe Følsgaard (En helt almindelig familie)
  • Simon Sears (Shorta)
  • Ulrich Thomsen (Vores mand i Amerika)

 

Bedste kvindelige birolle

  • Andrea Heick Gadeberg (Retfærdighedens ryttere)
  • Karen-Lise Mynster (Lille sommerfugl)
  • Lene Maria Christensen (Undtagelsen)
  • Sidse Babett Knudsen (Kød & blod)
  • Sidse Babett Knudsen (Undtagelsen)

 

Bedste mandlige birolle

  • Lars Brygmann (Retfærdighedens ryttere)
  • Lars Ranthe (Druk)
  • Magnus Millang (Druk)
  • Nikolaj Lie Kaas (Retfærdighedens ryttere)
  • Thomas Bo Larsen (Druk)

 

Bedste amerikanske film

  • Jojo Rabbit (Taika Waititi)
  • The Lighthouse (Robert Eggers)
  • Little Women (Greta Gerwig)
  • Mank (David Fincher)
  • The Trial of the Chicago 7 (Aaron Sorkin)

 

Bedste ikke-amerikanske film

  • 1917 (Sam Mendes)
  • Les Misérables (Ladj Ly)
  • Officer og spion (Roman Polanski)
  • Portræt af en kvinde i flammer (Céline Sciamma)
  • Til Sama (Waad al-Kateab og Edward Watts)

 

Bedste dokumentarfilm

  • The Cave (Feras Fayyad)
  • En splittet familie (Mira Jargil)
  • I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die (Eva Marie Rødbro)
  • Rejsen til Utopia (Erlend E. Mo)
  • Undertrykkelsens sang (Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga)

 

Arbejdernes Landsbank Talentprisen

  • Besir Zeciri, skuespiller (Kød & blod)
  • Carla Philip Røder, skuespiller (Kød & blod)
  • Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm, instruktører (Shorta)
  • Gigis, animationskollektiv (Blokhavn)
  • Malou Reymann, instruktør (En helt almindelig familie)

 

Ud over de ovenstående kategorier uddeles også priser for ’Bedste manuskript’, Bedste fotograf’, ’Æres-Bodil’, ’Sær-Bodil’ og Henning Bahs-prisen, der går til en scenograf.