Lørdag den 15. marts var den danske filmbranche for 78. gang samlet for at hylde årets største filmpræstationer ved Bodilprisen. I år modtog hele syv forskellige danske spillefilm statuetter for deres præstationer i 2024. Lars von Trier løb med en stor del af opmærksomheden, da han blev tildelt årets Æres-Bodil for sit toneangivende arbejde som instruktør og manuskriptforfatter gennem fem årtier, mens prisen for Bedste film gik til Charlotte Sielings drama Vejen hjem.

Med indførelsen af kønsneutrale priser samt en helt ny kategori blev priserne for Bedste hovedrolle, Bedste birolle og Bedste ensemble uddelt for første gang nogensinde ved Bodilprisen 2025.

Aftenens hyppigste gæster på scenen blev Vejen hjem og Fuld af kærlighed, der hver især modtog to statuetter. Foruden Bedste film modtog manuskriptforfattertrioen bag Vejen hjem – Charlotte Sieling, Nagieb Khaja og Jesper Fink – statuetten for Bedste manuskript.

Christina Rosendahls Fuld af kærlighed blev hyldet, da Lars Ranthe fik tildelt en Bodil for Bedste birolle, og igen da den nye kategori Bedste ensemble gik til skuespillerholdet i filmen bestående af Lars Ranthe, Stine Stengade, Viilbjørk Malling Agger, Ella Paaske og Luca Uhde Jacobsen.

Prisen for Bedste dokumentar gik til Roja Pakaris selvbiografiske dokumentar The Son and the Moon, mens skuespiller Lina Lund Jørgensen modtog TV 2 Talentprisen for sin præstation i spillefilmen Mr. Freeman.

For 78. gang inviterede Danske Filmkritikere til den store traditionsrige Bodilfest, hvor skuespiller, instruktør og komiker Søs Egelind styrede slagets gang på Folketeatret i København. Hele syv forskellige danske spillefilm modtog priser ved Bodilprisen 2025.

Aftenens hovedpris Bedste film gik til det danske drama Vejen Hjem, der er instrueret af Charlotte Sieling og produceret af Signe Leick Jensen og Morten Kaufmann. Det var Charlotte Sielings første Bodil for Bedste film og anden Bodil for Bedste manuskript, som hun modtog for første gang sammen med Jesper Fink for Margrethe den første i 2022.

Dansk films garvede aktører hyldes

Årets Æres-Bodil blev uddelt til en af Danmarks mest indflydelsesrige og bemærkelsesværdige instruktører og manuskriptforfattere gennem tiden: Lars von Trier. Triers film har modtaget intet mindre end syv Bodil-statuetter siden debuten i 1985 – nu kan han føje endnu en til samlingen. Danske Filmkritikere hædrer nemlig Trier med den prestigefyldte ærespris for hans virke som den mest originale filmkunstner, Danmark nogensinde har haft.

Kortfilmfestivalen Odense International Film Festival – OFF blev desuden anerkendt med en Sær-Bodil for festivalens 50 år lange dedikation til den danske filmbranche, hvorigennem de har båret det ene store filmtalent efter det andet frem i verden.

For sin præstation i Vogter sikrede Sidse Babett Knudsen sig intet mindre end sin fjerde Bodil-statuette til samlingen – denne gang i kategorien Bedste hovedrolle. Også Lars Ranthe har været på Bodilscenen før, og i år høstede han altså hele to priser for sin præstation i filmen Fuld af kærlighed.

Anerkendelse til nye navne

Det var ikke kun de garvede og erfarne filmfolk, der blev hædret og hyldet på Folketeatrets scene. Produktionsdesigner Amalie Skovhus Petersen modtog for første gang i sin karriere Bahs Prisen for sit imponerende scenografiske arbejde på Madame Ida, mens filmfotografen Adam Wallensten også løb med sin første Bodilpris for sit bevægende billedarbejde på Birthday Girl.

Både skuespiller Lina Lund Jørgensen, der sikrede sig TV 2 Talentprisen for sin hovedrolle i Mads Matthiesens Mr. Freeman, og Roja Pakari, der modtog prisen for Bedste dokumentar for sin selvbiografiske debutdokumentar The Son and the Moon, er debutanter.

De internationalt anerkendte film sejrer

I kategorien Bedste engelsksprogede film gik prisen til Yorgos Lanthimos’ kritikerroste Poor Things, mens Bedste ikke-engelsksprogede film gik til den engelske instruktør Jonathan Glazers holocaust-drama The Zone of Interest.

Den samlede vinderliste samt Danske Filmkritikeres motivationstekster kan læses nedenfor.

 

---

 

Bodilvindere filmåret 2024

• Bedste film: Vejen hjem
• Bedste hovedrolle: Sidse Babett Knudsen, Vogter
• Bedste birolle: Lars Ranthe, Fuld af kærlighed
• Bedste ensemble: Fuld af kærlighed
• Bedste fotograf: Adam Wallensten, Birthday Girl
• Bedste dokumentar: The Son and the Moon
• Bedste manuskript: Vejen hjem
• Bedste engelsksprogede film: Poor Things
• Bedste ikke-engelsksprogede film: The Zone of Interest
• Æres-Bodil: Lars von Trier
• Sær-Bodil: OFF
• Bahs Prisen: Amalie Skovhus Petersen, Madame Ida
• TV 2 Talentprisen: Lina Lund Jørgensen, skuespiller, Mr. Freeman

Motivationstekster

Bedste film: “Vejen hjem”. Instr. Charlotte Sieling, Prod. Signe Leick Jensen & Morten Kaufmann.
Det er ikke nogen decideret behagelig oplevelse at følge med den martrede far Christian til det krigshærgede Syrien, hvor han håber at finde og overbevise sin søn Adam om, at han skal lægge sit radikaliserede liv bag sig og følge med hjem til Danmark.

Til gengæld er Charlotte Sielings Vejen hjem en meget stor og berigende filmoplevelse, der med stramme, næsten radikale greb tager os med til en brutal virkelighed, som beskrives med rystende dokumentarisk realisme.

Vejen hjem er renset for overflødige oplysninger og forklarende psykologiske detaljer. Med hjælp fra et hårdtslående, kontrolleret cast kaster Charlotte Sieling os hovedkulds ind i Christians situation helt uden sentimentale stødpuder og tvinger os til at gennemleve gruen sammen med ham.

Både som komprimeret spændingsfilm, krigs- og familiedrama og karakterstudie er Vejen hjem formidlet med overbevisende autoritet af Charlotte Sieling. Det fortjener hun at få en Bodil for bedste film for.

 

Bedste hovedrolle: Sidse Babett Knudsen, Vogter
I Gustav Möllers Vogter arbejder Sidse Babett Knudsen bag tremmerne i et fængsel, men der er tydeligvis intet, der kan spærre hendes eksplosive talent inde. I rollen som fængselsbetjenten Eva, der pludselig står ansigt til ansigt med sin søns morder, sprænger hun nærmest rammerne for, hvor mange følelser en skuespiller kan formidle uden særligt mange ord.

Først er hun hensynsfuld og pjattende. Så bliver hun ængstelig og fortumlet. Og så bliver hun giftig, ondskabsfuld og barsk, samtidig med at hun er dirrende, tvivlende og desperat.

Da Sidse Babett Knudsen i 2021 modtog en Bodil for sin præstation i filmen Kød og blod, roste vi hendes spillemæssige spændvidde. Vi vidste, den var enorm, men nu tror vi nærmest, den er uendelig.

Det er derfor, det altid er vidunderligt at se Sidse Babett Knudsen på film. Vi ved aldrig helt, hvor hun fører os hen. Kun, at vi altid er villige til at følge med. Også hvis hun beder os om at rykke direkte i fængsel.

 

Bedste birolle: Lars Ranthe, Fuld af kærlighed
Lars Ranthe gik på Druk med Thomas Vinterberg, og i Christina Rosendahls Fuld af kærlighed oplever vi så tømmermændene for fuld udblæsning. For det gør rigtigt ondt på familien, når alkoholen sætter fornuften ud af funktion. Og smerten forsvinder ikke nødvendigvis, bare fordi promillen erstattes af selvransagelse og ædruelighedens 12 trin. Det oplever vi gennem Lars Ranthes måske stærkeste præstation i karrieren, der er lige så præcis i skildringen af en kæmpebranderts kådhed som i det underspillede portræt af en mand, der prøver at genopfinde sig selv.

Det er en dybt bevægende bedrift, der fungerer både som bimlende advarselslampe og nuanceret skæbnebeskrivelse.

Skulle du engang i fremtiden få lyst til at fuldende dit skuespillivs sprut-trilogi, Lars Ranthe, så står vi klar med et varmt kram og våde øjne. Tillykke med prisen!

 

Bedste ensemble: Lars Ranthe, Stine Stengade, Viilbjørk Malling, Ella Paaske & Luca Uhde Jacobsen, Fuld af kærlighed
Fuld af kærlighed står og falder med, at vi tror på, at familien i centrum er en ægte familie. For mens mange film fortæller om misbruget og misbrugeren, er mesterskabet i Christina Rosendahls selvbiografiske drama, at hun vender blikket mod alle dem, der bliver berørt af alkoholens deroute – også ægtefællen og børnene.

Stine Stengade og Lars Ranthe som forældrene og Viilbjørk Malling Agger, Ella Paaske og Luca Uhde Jacobsen som deres tre børn er virkelig en overbevisende 90’er-familie. Med rødvinsmiddage, kærlighed, konflikter og indgroede mønstre, der er meget svære at bryde.

Rygtet vil vide, at optagelserne var rige på følelser og tårer, og det lyser da også ud af filmen, hvor grundigt og harmonisk kvintetten har arbejdet på at få scenerne til at leve og ånde.

Vi kunne ikke være mere glade for, at den første Ensemble-pris i Bodilprisens historie går til skuespilholdet i Fuld af kærlighed. Tillykke!

 

Bedste dokumentar: “The Son and the Moon”. Instr. Roja Pakari, Co-instr.: Emilie Adelina Monies
Hvad vil vi give videre til vores børn, til den næste generation?

De eksistentielle spørgsmål stiller instruktøren af denne selvbiografiske dokumentar, da hun får konstateret knoglemarvskræft. Hun har lige født sin søn Oskar, og bevæbnet med et kamera går hun i krig mod glemslen.

Gennem gamle videoklip og håndholdte, nutidige optagelser skildrer dokumentaren både nøgternt og rørende instruktørens sygdomsproces, hvor hun må forholde sig til døden, der lurer lige om hjørnet. Hun tager os med tilbage til sit barndomsland, Iran, for at forstå sit eget kulturelle ophav, der også kommer til at sætte aftryk i sønnens historie.

Filmen, der først kan opfattes som et personligt projekt, løfter sig hurtigt til at blive en universel fortælling om det, vi giver videre. Det er brutalt og ærligt, deprimerende og livsbekræftende på én og samme gang.

 

Bedste engelsksprogede film: “Poor Things”. Instr. Yorgos Lanthimos.

Selv for en mand, der brød igennem med den græske weird wave, er Yorgos Lanthimos’ Poor Things en utroligt mærkelig film: En fortælling om en død kvinde, som får en babys hjerne, er omgivet af bizarre dyresplejsninger og knalder sig gennem sin coming of age omgivet af håndmalede baggrunde og skæve kameravinkler.

Undskyld vores sprog, men det er virkelig fucked up. Fantastisk fucked up. For hvor er det dog dejligt, at den slags mærkværdigheder stadig kan blive lavet i et Hollywood, som ellers helst går på dydens konforme sti. Endda med en række af tidens største skuespillere i centrum, ført an af uforlignelige Emma Stone – og for et budget på størrelse med Filmtaget!

Vores smukke Bodil er næsten for renskuret perfekt til at passe sammen med resten af Lanthimos’ Stakkels Ting, men vi håber alligevel, han vil tage godt imod den.

 

Bedste ikke-engelsksprogede film: “The Zone of Interest”. Instr. Jonathan Glazer.
Der er film, der bevæger sig så langt ind menneskesjælens mørkekammer, at man får ondt i maven. Og så er der film som The Zone of Interest, der lige graver et spadestik dybere og blotlægger den sorteste, menneskelige ursuppe på en måde, så man ikke er sikker på, man nogensinde vil komme sig igen.

Filmen følger Auschwitz-kommandant Rudolf Höss, der bor klos op ad koncentrationslejren med sin familie. De dyrker deres daglige rutiner og slikker solskin i den velpassede have, mens skrigende fra dødslejren høres i baggrunden. Det er en uafrystelig beskrivelse af, hvordan det trivielle hverdagsliv og den største tragedie kan bo dør om dør.

Vi har set mange film om Holocausts ufattelige grusomheder, men ingen har fortalt historien så æstetisk og stilistisk udfordrende som instruktøren Jonathan Glazer gør det.

Det er stor, stor filmkunst!

 

Bedste fotograf: Adam Wallensten for “Birthday Girl”
Vi er så begejstrede for Adam Wallenstens evner som filmfotograf, at vi ikke kunne nøjes med at nominere ham for én film, men måtte give ham hele to Bodilnomineringer i år.

Han kan dog kun modtage én Bodilpris, og den får han for den urovækkende, dynamiske billeddans, han leverer til Michael Noers Birthday Girl.

På et krydstogtskib i det caribiske hav skal en mor, en teenagedatter og hendes veninde fejre en stor fødselsdag, men turen bliver skelsættende på alt andet end festlig vis.

Wallenstens bevægelige og bevægende kameraarbejde er med til at understrege den moralske søsyge, som de fleste bliver ramt af undervejs i Birthday Girl, også publikum. Det er hans skarpe blik for karakterernes neonoplyste skibskatastrofer, der er filmens æstetiske anker.

Det er både grumt og meget smukt.
Vi står altså på helt sikker grund, når vi giver dig denne Bodil.

 

Bedste manuskript: Charlotte Sieling, Nagieb Khaja og Jesper Fink for “Vejen hjem”
Virkelighedens barske historier, der sættes i gang af storpolitiske beslutninger og bøjes af ideologiske vinde, er ikke kun forbeholdt dokumentarfilmgenren.

Det kunne man ellers godt forledes til at tro, for der er ikke mange fiktionsfilmfolk, der har mod og lyst til at kaste sig over så komplekse, virkelighedsbaserede emner, som vi ser i Vejen hjem.

Det havde Nagieb Khaja, Charlotte Sieling og Jesper Fink heldigvis. De har sammen skrevet det begavede manuskript til den autentiske og aktuelle film, som balancerer knivskarpt mellem familiedrama, thriller og tragedie.

Charlotte Sieling og Jesper Fink har tidligere samarbejdet om det historiske dronningedrama Margrethe den første, som også vandt en Bodil for bedste manuskript. Med Vejen hjem er vi i en helt anden tid og i et fremmed terræn, men portrættet af hovedpersonens indre konflikt under et intenst ydre pres står igen imponerende skarpt. Tillykke!

 

Æres-Bodil: Lars von Trier
”Jeg slår ihjel”.

Det er det eneste, Lars von Trier siger i kortfilmen Beskæftigelser, som han lavede til Cannes-filmfestivalens 60-års jubilæum i 2007.

Her spiller han selv rollen som en biografgænger, der er så uheldig at have fået en snakkesalig sidemand i mørket. Han overdynger Trier med sludrende, ligegyldige historier om sine forretningseventyr midt under filmen, og til sidst spørger han så Trier, hvad han egentlig beskæftiger sig med til hverdag.

”Jeg slår ihjel”, svarer han, og rejser sig og gør præcis dét: han slår sidemanden til en blodig bunke livsdrænet kød med en hammer. Det er her, vi skal huske at fortælle, at sidemanden i øvrigt først præsenterer sig som …. filmanmelder.

Nu er vi filmanmeldere jo generelt meget, meget kloge og ikke mindst ydmyge omkring vores egen væsentlige rolle for den demokratiske debat, så vi forstår og accepterer det tydelige vink med en vognstang. Men selv ikke sådan en voldsfantasi kan få os til at forsage en så djævelsk begavet filmkunstner som Lars von Trier. Han har selv lært os, at ingen tager skade af at blive opfattet som idioter en gang imellem, og at vi skal kunne tage det gode med det onde.

Og det gode, som Lars von Trier har gjort – for den danske filmindustri, for vores offentlige kultursamtaler, for udvidelsen af vores kunstforståelse, ja nogle gange ligefrem for vores måde at forstå eksistensen på – er simpelthen svær at underdrive.

I biografen slår han måske ihjel, men han har også af flere gange sparket liv i en borgmestermavetung og selvtilfreds branche, ikke mindst i starten af karrieren. Senere blev hans film en iltmaske for os, der havde svært ved at ånde i en konsensus-henført og provokations-forskrækket offentlighed, og senere igen lod han kaos regere uden nogensinde at miste kontrollen over sit filmiske særpræg.

Som en fuldstændig uforudsigelig og paradoksramt anarkist har han dyrket benspænd og dogmer og vist, at regler ikke kun tager kvælertag på kreativiteten. Som skiftevis medieskræmt og pressedrillende skandalemagnet har han fået pr-folks og sikkert også hårdt prøvede produceres verden til at gå under. I hvert fald for et øjeblik. Men tilbage står filmene. De er den sten i skoen, som alle burde ønske sig i dåbsgave.

Triers film har høstet syv Bodil-statuetter siden debuten i 1985, så han har før fået vores kærlighed at føle. Det fortsætter her. Vi tør godt sige, at Lars von Trier er den vigtigste, mest originale filmkunstner, Danmark nogensinde har haft.

Om han så har lyst til at kaste en hammer eller en Bodilstatuette i hovedet på os, så er der næppe nogen, der fortjener en Æres-Bodil så meget, som Lars von Trier gør.

Sær-Bodil: Odense International Film Festival – OFF

Den festival, vi i dag kender som OFF, blev grundlagt i 1975 som et led i markeringen af 100-året for H.C. Andersens død. Dengang fik den navnet Den Internationale Eventyrfestival og den daværende Borgmester i Odense beskrev den således: ”Den første eventyrfestival i Odense. En ælling blandt festivaler, som måske går hen og bliver en svane.”

I dag ved vi, at der ikke var brug for dette lille forbehold ”måske”. Odense International Film Festival er i dag Danmarks ældste af sin slags og har for længst fået et stort, smukt vingefang, der gennem 50 år har båret det ene store filmtalent efter det andet frem i verden.

Ja, I hørte rigtigt: I 50 år har ildsjæle, kulturgøglere og filmprofessionelle hyldet filmkunsten i det korte format. Undervejs har der været skiftende kunstneriske ledere, der har været afprøvet forskellige formidlingsstrategier og skabt nye og spændende oplevelsesrum.

I centrum for det hele har kærligheden til film stået – siden 2010 har festivalen været helhjertet dedikeret til kortfilmen.

Hvert år valfarter gamle såvel som nye filmbranchefolk til OFF for at tage del i festen, der ikke synes at tage nogen ende. Heldigvis!

Vi gerne være med til at holde festen flyvende med kærlig opbakning og denne værtsgave: årets SÆR-Bodil.

Bahs-Prisen: Amalie Skovhus Petersen for “Madame Ida”

Den nærklaustrofobiske, stemningsmættede atmosfære er en helt central del af Jacob Møllers visuelt overrumplende spillefilmdebut Madame Ida. Den opstår ikke mindst takket være produktionsdesigner Amalie Skovhus Petersens imponerende scenografi.

En afdanket pragtvilla – der både minder om et spøgelseshus og et dukkehjem – er filmens primære location. Her skaber Amalie Skovhus Petersen et magisk, koncentreret filmisk rum, der er den perfekte arena for filmens tre komplekse kvindeskæbners udfoldelser. Samtidig pirrer det i den grad publikums nysgerrighed.

Vi kan ikke undgå at spejle den unge Cecilias betagelse af husets blomstrede tapet, tunge gardiner og udstoppede dyr. Her har støvet har lagt sig i tykke lag og forvandlet hjemmet til et barokt stilleben. Mens vi drages dybere ind i dette intense kammerspils fortættede kringelkroge, vokser vores ønsker tilsvarende dybt om, at vi snart kommer til at se mere til Amalie Skovhus Petersens fænomenale fornemmelse for at skabe stemninger.

 

TV 2 Talentprisen: Skuespiller Lina Lund Jørgensen for Mr. Freeman

Det er svært ikke at blive fuldstændigt solgt på Lina Lund Jørgensen, når man ser hende synge Andreas Odbjergs ’I morgen er der også en dag’ på et dunkelt teenageværelse kun oplyst af en ensom diskokugle.

I Mads Matthiesens Mr. Freeman er hovedpersonen Simone måske nok en kende naiv, da hun internet-møder den ghanesiske Freeman, men på grund af det følsomme liv, Lina Lund Jørgensens giver sin karakter, holder man inderligt med hende, når hun tager kampen op mod omgivelsernes fordomme og en familie domineret af en passiv-aggressiv Mia Lyhne og en konfliktsky Nicolas Bro. Det er et ømt og stilfærdigt outsiderportræt, som forhåbentligt vil blive set af unge mennesker i hele landet i mange år frem.

I morgen er der også en dag, hvor Lina Lund Jørgensen forhåbentligt får endnu flere stærke roller i dansk film. Tillykke med TV 2 Talentprisen!