Bodilprisen indfører kønsneutrale priser

I dag kan Danske Filmkritikere offentliggøre, at der ved Bodilprisen 2025 ikke længere vil være kønnede priskategorier. I stedet indføres flere nominerede i skuespilpriserne samt en helt ny kategori, der skaber plads til at anerkende flere præstationer på det store lærred. Bodilprisen er den første danske filmpris, der sløjfer de kønsopdelte priser.

Når Bodilprisen, der er en af Europas ældste filmpriser, uddeles for 78. gang d. 15. marts 2025 på Folketeatret i København, vil skuespillere ikke længere blive nomineret og opdelt efter køn. Det betyder helt konkret, at kategorierne Bedste kvindelige hovedrolle og Bedste mandlige hovedrolle slås sammen til Bedste hovedrolle, mens Bedste kvindelige birolle og Årets Bedste mandlige birolle i stedet bliver til Bedste birolle. Antallet af nominerede navne i hver af skuespilkategorierne hæves desuden fra 5 til 7.

Derudover tilføjes en helt ny kategori, Bedste ensemble, som ligeledes er en skuespilpris, hvor der nomineres fra 2 til 5 kandidater. Prisen Bedste ensemble gives til en film, hvor det centrale skuespilgalleri som helhed er værd at anerkende. 

Nanna Frank Rasmussen, forperson for Danske Filmkritikere, udtaler:

”Hvis Bodilprisen blev indstiftet i dag, kunne man næppe forestille sig, at nogle priser ville være kønsopdelte, mens andre ikke var. Og selv en gammel dame som Bodil skal selvfølgelig følge med tiden. Derfor er vi i Danske Filmkritikere glade for at fortælle, at Bodilprisen ikke længere vil bestå af kønsopdelte skuespilpriser. Kvaliteten af en filmpræstation afhænger ikke af en skuespillers køn, og det er vigtigt, at Bodilprisen kan inkludere og hylde alt det talent, der finder vej til filmbranchen. Danske Filmkritikere kan selvfølgelig kun belønne de præstationer, der ender med at være synlige i årets film, så skulle det vise sig, at de nye kønsneutrale skuespilpriser kommer til at pege på manglen på ligestilling, der desværre stadig findes i filmbranchen – i Danmark såvel som i udlandet – så byder vi også denne diskussion velkommen. Til prisuddelingen i 2025 glæder vi os først og fremmest til at se de større felter i de nye kategorier Bedste hovedrolle og Bedste birolle, ligesom vi ser frem til at hylde den kunst, der opstår i samspillet mellem flere skuespillere, med den nye priskategori Bedste ensemble”. 

Ændringerne er vedtaget som en prøveperiode. Efter fire år evaluerer Danske Filmkritikere den nye prisstruktur og stemmer om, hvorvidt afskaffelsen af de kønsopdelte skuespilpriser skal bortfalde, modereres eller forlænges. Det sker i forbindelse med Danske Filmkritikeres generalforsamling i 2028. 

Bodil-kategorierne er nu som følger:

  • Bedste film 
  • Bedste hovedrolle
  • Bedste birolle
  • Bedste ensemble
  • Bedste dokumentar
  • Bedste engelsksprogede film
  • Bedste ikke-engelsksprogede film 
  • Bedste fotograf
  • Bedste manuskript
  • Æres-Bodil
  • Sær-Bodil
  • Henning Bahs Prisen
  • TV 2 Talentprisen