Anna Karina modtager Æresbodil

Hun er den franske nybølges ansigt, og en stilfuld skuespiller med stor gennemslagskraft. Nu hylder Danske Filmkritikere danskfødte Anna Karina. Ved Bodilfesten på Bremen Teater i København den 5. marts 2016 vil hun være til stede for at modtage årets Æresbodil.

Som ganske ung rejste Anna Karina i 1958 til Paris for at prøve lykken og opfylde sin drøm om at blive skuespiller. De franske filminstruktører opdagede hende hurtigt, og hun kendes i dag som et af den franske nybølges mest ikoniske ansigter. Som muse for Jean-Luc Godard strålede Anna Karina i den banebrydende instruktørs film Lille soldat (1963) og Livet skal leves (1966).

Det er blevet til en lang række af filmroller for den nu 75-årige skuespillerinde, og Danske Filmkritikere ærer nu Anna Karina ved at tildele hende årets Æresbodil. Tidligere modtagere af Æresbodil tæller blandt andre Viggo Mortensen, Ghita Nørby, Bodil Kjer, Ove Sproøe og Charlie Chaplin.

Skønhed og fransk charme
Jacob Wendt Jensen, formand for Danske Filmkritikere, er begejstret over at skulle fejre Anna Karina ved årets Bodilfest. Han udtaler: ”Med sin skønhed og kvintessentielle dansk-franske charme har Anna Karina betaget generationer af filmelskere. Som skuespiller kendes hun især som en af den franske nybølges helt store muser, men Anna Karina er mere end et kønt ansigt. Hun er en alsidig og facetteret filmskuespiller og kunstner, der har givet uendeligt meget til filmen igennem årtierne, og vi undrer os over, at hun ikke har mødt mere anerkendelse herhjemme, end tilfældet er. Som formand for Danske Filmkritikere er jeg stolt over at være med til at hylde og anerkende Anna Karina med årets Æresbodil. Vi glæder os alle meget til at se hende i København.”

“Det er en meget stor ære for mig. Jeg ser frem til at besøge København igen, og jeg glæder mig meget til at modtage prisen,” udtaler Anna Karina.

Bodilprisen 2016 præsenteres i samarbejde med C More

Anna-Karina-2