Bodilprisen 2016 får ny hovedsponsor
Når Bodilprisen 2016 løber af stablen lørdag d. 5. marts 2016, bliver det med en ny hovedsponsor, nemlig den nordiske streamingtjeneste C More. C More vil gerne værne om kvaliteten i den nordiske filmtradition, og derfor er det helt i deres ånd at være med til at fejre af dansk film med Bodilprisen 2016.
C More er en nordisk streamingtjeneste der giver adgang til film, dokumentarer, børneprogrammer og serier fra både de nordiske lande og fra USA. Hos C More nærer man stor begejstring for den kvalitet som danske film repræsenterer, og derfor glæder de sig til samarbejdet med Danske Filmkritikere omkring Bodilprisen 2016:
”Vi har hos C More et stærkt fokus på nordiske og naturligvis danske film, som fylder mere og mere på vores streamingtjeneste, og derfor giver det rigtig god mening for os, at gå ind og være hovedsponsor på Bodilprisen 2016. Vi har stor passion for den rolle som dansk filmproduktion spiller i det nordiske filmunivers, og derfor vil vi gerne være medafsender på en prisuddeling, der nyder stor faglig respekt i både branchen og offentligheden,” fortæller Charlotte Repholtz, country manager hos C More i Danmark.
Hos Danske Filmkritikere er man glade for det nye samarbejde og velviljen overfor Bodilprisen:
”Vi er helt utroligt glade for at C More vil arbejde sammen med os omkring uddelingen af Bodilprisen 2016. C More har et stærkt udvalg af film som både præsenterer dansk og udenlandsk kvalitet, så de er bestemt en oplagt medspiller for os,” siger Jacob Wendt Jensen, formand for Danske Filmkritikere, der siden 1948 har uddelt Bodilprisen.
Billetsalget til Bodilprisen 2016 starter i løbet af efteråret, og værten til årets prisuddeling vil blive offentliggjort senere. Danske Filmkritikere vil offentliggøre de nominerede til årets priser d. 7. januar 2016.
Om C More
C More Play er en streamingtjeneste, der giver adgang til mange timers film, serier, børne- og dokumentarprogrammer. Kunderne får adgang til tusindvis af film- og serietitler, da C More samarbejder med en lang række af de største film- og serieproducenter, som sikrer kunderne adgang til de nyeste blockbustere og serier fra USA. Derudover har C Mores kunder adgang til mange timers børneunderholdning fra blandt andet Astrid Lindgrens univers. C More Play kan ses på computer, tablet, smartphone eller på TV via Samsung Smart TV og Chromecast.
Se mere på www.cmore.dk
Bodilprisen LIVE
Danske Filmkritikere kunne tidligere glædeligt melde ud, at man til Bodilprisen 2016 vil livestreame showet ud til forskellige lokalbiografer i hele landet i projektet Bodilprisen LIVE. Bodilprisen LIVE arrangeres i samarbejde med Nordea-fonden, hvor optaktsarrangementer og lokale Bodilfester vil gøre Bodilprisen 2016 til en landsdækkende fejring af dansk film.