Velkommen til Bodilprisen 2018
Vi har meget at fejre i aften.
Danske Filmkritikere uddeler Bodilprisen for 71. gang, Danmarks vigtigste filmpris, som vi selv helt ublufærdigt kalder den. Det er os en stor fornøjelse, at vi i aften kan hylde filmkunstnere i alle afskygninger, kreative og passionerede filmskabere, der hver dag sætter barren højt og presser sig selv og os som publikum. Og det er ikke så lidt, der sker i disse tider.
I sammenligning med de andre nordiske lande har dansk film meget længe været den succesfulde og ofte også den anarkistiske elev i klassen, der har klaret sig godt på hjemmemarkedet såvel som i det store udland. Det forhindrer os naturligvis ikke i at vende et kritisk blik mod egen navle – kan dansk film blive ved med at forny sig, sparke døre ind til nye kreative rum og skubbe grænserne for kunsten?
Ser vi på årets filmhøst fra 2017, så må svaret være ja. Der er blevet slået sprækker i vanetænkningen, det pibler frem med nyt talent og nyt formsprog. Nye stemmer bryder ind i korsangen. Vi elsker den nye flerstemmighed.
Danske Filmkritikere er også en forening bestående af mange forskellige stemmer. Vi er 50 medlemmer i dag, der hver især anmelder, hylder og revser, debatterer, skriver om og – ikke mindst – elsker film. I aften taler vi dog med én røst.
Vi er et mangearmet fællesskab, der på daglig basis sætter alt ind på at bevare og udvikle den originale, reflekterede og fagligt funderede filmkritik og formidling, fordi dialogen med de enkelte filmværker er en livsvigtig del af filmens fødekæde.
Bodilprisen fremstår som en historisk rettesnor for den danske filmkanon, og den er med sine 71 år på bagen den ypperste manifestation af, hvor vigtigt det er, at vi i Danmark har en kontinuerlig og stærk gruppe af dedikerede filmanmeldere tilknyttet de danske medier.
Vi vil blive ved med at løfte de gode film og præstationer frem i lyset. For dem er der heldigvis mange af. Som sagt, vi har meget at fejre i aften.
Med venlig hilsen
Nanna Frank Rasmussen
Formand for Danske Filmkritikere
I Danske Filmkritikere er vi i øjeblikket 50 medlemmer. Vi er en blanding af filmanmeldere og filmjournalister og vi er tilknyttet følgende medier:
Avisen.dk, Berlingske, Børsen, CinemaZone, CPHCulture, Dagbladenes Bureau, Dagbladet Arbejderen, Danmarks Radio, Ekstra Bladet, Filmmagasinet Ekko, Filmz, Information, Kristeligt Dagblad, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken, Soundvenue, metroxpress, TV 2 og Weekendavisen.
Bodilvindere filmåret 2017
Bedste film: Vinterbrødre af Hlynur Pálmason
Se video af overrækkelsen her
Bedste kvindelige hovedrolle: Amanda Collin for En frygtelig kvinde
Se video af overrækkelsen her
Bedste mandlige hovedrolle: Dejan Cukic for Fantasten
Se video af overrækkelsen her
Bedste kvindelige birolle: Julie Christiansen for Mens vi lever
Se video af overrækkelsen her
Bedste mandlige birolle: Søren Malling for Den bedste mand
Se video af overrækkelsen her
Bedste ikke-amerikanske film: The Square af Ruben Östlund
Se video af overrækkelsen her
Bedste amerikanske film: La La Land af Damien Chazelle
Se video af overrækkelsen her
Bedste fotograf: Maria von Hausswolff for Vinterbrødre
Se video af overrækkelsen her
Bedste dokumentar: Last Men in Aleppo af Firas Fayyad
Se video af overrækkelsen her
Bedste manuskript: Adam August og Fenar Ahmad for Underverden
Se video af overrækkelsen her
Sær-Bodil: The Animation Workshop, Copenhagen Bombay og VOID – International Animation Film Festival
Se video af overrækkelsen her
Æres-Bodil: Lone Scherfig
Se video af overrækkelsen her
Henning Bahs-prisen: Thomas Bremer og Nikolaj Danielsen for QEDA
Se video af overrækkelsen her
Blockbuster Streamingprisen: Underverden af Fenar Ahmad
Se video af overrækkelsen her
Værter: Mille Lehfeldt, Laus Høybye & Jakob Fauerby
Line producer: Anders Krøll
Koreograf: Steffen Hulehøj Frederiksen
Designer/kostumer: Nicholas Nybro
Musikproducer: Joakim Pedersen
Stylist: Sofia Astby Dock
Makeup: Carina Rehmeier
Arrangør: Mathias Grove Madsen
Tøj til værter (herrer): Black Dot og M.O.D Cph
Sko (herrer): Ecco. Tak til 9 PR og Samira Kudsk PR
Tøj til værter (dame): Morten Ussing. Tak til Spalt PR. BACK Copenhagen og Day Birger et Mikkelsen
Sko (dame): A Pair. Tak til Blitz PR
Smykker: Dulong Fine Jewelry og Julie Nielsdotter
AV: Tuxen
Lyd og lys: Folketeatret
Videoproduktion: Daniel Bødker Sørensen/Hunchback Media
Statuette til Streamingprisen: Mette Karina Johansen
Produktion, sekretariat og presse: Have Kommunikation
Program: Mike Tylak
Bodilkomitéens begrundelser
Bedste film: Vinterbrødre af Hlynur Pálmason
Sjældent har en debutfilm taget pusten fra os, som Vinterbrødre gjorde det sidste år. Hlynur Pálmason har lavet en film, der insisterer på at udforske filmmediets potentiale som kunstform, og som sætter publikums hjerne, øjne og ører på herligt overarbejde. Det er en film om to brødre, der får en triviel hverdag til at gå med at arbejde i et kalkbrud og hænge ud med pigen Anna, som de begge er forelskede i. Emil laver desuden hjemmebrændt, som han sælger til sine kolleger, men det får en dag fatale konsekvenser. Det er ikke bare maskuliniteten, der er giftig i Vinterbrødre. Emils trodsighed over for autoriteter afspejler sig i filmstilen, og det ligger lige for at kalde Vinterbrødre for et oprørsk og genstridigt mesterværk. Den er i alt fald alt det, vi har savnet i dansk film. Tak og tillykke.
Bedste kvindelige hovedrolle: Amanda Collin for En frygtelig kvinde
Der er ikke noget frygteligt over Amanda Collins præstation i Christian Tafdrups En frygtelig kvinde, tværtimod. Vi er imponerede over, hvordan hun helt ubesværet gør karakteren Marie til en hundjævel, som vi både kan grine af og græde over. Det er gået stærkt for Amanda Collin, der i aften indkasserer sin første Bodil for sin første nominering for sin første hovedrolle. Hun har en håndfuld kortfilm og tv-serieroller i bagagen, men vi glæder os over, at hun også har fået mulighed for at boltre sig i det lange filmformat. Amanda Collin har bevist, at hun både mestrer det komiske og det alvorlige, og det er ikke noget under, at det er hende, der i øjeblikket er på alles læber.
Bedste mandlige hovedrolle: Dejan Cukic for Fantasten
Dejan Cukic har leveret højspændt energi i dansk film i mere end tyve år. Fra Operation Cobra over Ondt blod til I Kina spiser de hunde. Siden er det blevet til både film og tv-serier ude og hjemme. I Bodil-sammenhæng grinede vi lidt ekstra, da Cukic spillede Mogens Rukov – undskyld Selkoff – i Jacob Thuesens De unge år i 2007. I dag får han en Bodil for sin rolle som Claus i Christian Dyekjærs Fantasten. Claus’ motto er ”Tro på det!”, men det går ham for det meste ilde. Bedre er det gået Dejan Cukic, der med sin egen ”tro på det” har bevist, at hårdt skuespillerarbejde betaler sig. Som Claus smider han sine kort på bordet, så de danner en Royal Straight Flush. Tillykke.
Bedste kvindelige birolle: Julie Christiansen for Mens vi lever
Julie Christiansen har været med i danske film og tv-serier i et dusin år efterhånden, men først på det seneste er rollerne blevet mere fyldige. Ihærdighed betaler sig heldigvis. Hun omsætter nu sin første Bodilnominering til en statuette for rollen som Trine i Avaz-brødrenes Mens vi lever. Et melodrama hvis fundament er en ildhu, der brænder uafhængigt af budgetter, hvis vægge er et godt manuskript, og hvis tag er de mange gode skuespillere. Julie Christiansen gør sin Trine både stærk og sårbar med en behændighed, der gør begge ekstremer sandsynlige. Ofte i en og samme scene. Vi håber, vi kommer til at se meget mere til Julie Christiansen på det store lærred i fremtiden.
Bedste mandlige birolle: Søren Malling for Den bedste mand
Det er præcis et år siden, vi sendte Søren Malling ned fra scenen med en Bodil i hånden for sin hovedrolle som Kjeld i Christian Tafdrups Forældre, og nu står han her allerede igen. Denne gang for at modtage en Bodil for Bedste mandlige birolle. I Mikkel Serups Den bedste mand om den nordjyske bokser og europamester Jørgen Hansen spiller Søren Malling den legendariske boksepromotor Mogens Palle. Sammen med Hansens egen slagkraft var Mogens Palle den vigtigste ingrediens i bokserens store succes. Og Søren Malling har samme vitale betydning i Den bedste mand. Palles tips og tricks fungerer som afsæt for endnu et tryllenummer fra altid fremragende Malling.
Bedste ikke-amerikanske film: The Square af Ruben Östlund
En stjålen telefon, en firkantet kunstinstallation, en mand, der opfører sig som en abe, og danske Claes Bang – det er nogle af de eksplosive ingredienser, svenske Ruben Östlund blander sammen i sin fabelagtige, samfundssyrlige cocktail af en film The Square. Det er anden gang, at Danske Filmkritikere falder pladask for Östlunds foruroligende og skarpe blik for menneskeligt hykleri. I 2015 modtag han en Bodil for parforholdssatiren Force Majeure. I år hylder vi endnu engang en af Skandinaviens allerstørste filminstruktører, der sidste år modtog Den Gyldne Palme i Cannes for The Square. Nu kan han også kalde sig dobbelt Bodilvinder.
Bedste amerikanske film: La La Land af Damien Chazelle
Det er ikke en fejl – La La Land ER den rigtige vinder af en Bodil for Bedste amerikanske film år 2018. Damien Chazelle dansede nemlig lige ind i vores hjerter med sin forførende hyldest til den søde musik, der kan opstå, når pige møder dreng. Chazelle er nok USAs mest musikalske instruktør i dag. Det har han vist med den jazzede Guy and Madeline on a Park Bench og den trommehvirvlende onde Whiplash om perfektionisme i musikmiljøet, der var Bodil-nomineret i 2016. Med La La Land moderniserer han en forkætret genre – musicalen – og det lykkes han overmåde godt med. Og så er filmen en fortryllende kærlighedserklæring til filmmediet. Det er noget, vi har meget svært ved at stå for.
Bedste fotograf: Maria von Hausswolff for Vinterbrødre
For andet år i træk hædrer vi Maria Von Hausswolffs ypperlige talent, i år for Vinterbrødre. Lige meget hvor vi befinder os i filmen – om det er i mørket under jorden, ude i et geografisk uspecificeret snelandskab eller i et gådefuldt kalkhvidt helvede – så vibrerer Maria von Hausswolffs billeder af så meget liv, så meget poesi, så meget vovemod, at vi godt tør sige, at uden hende var Vinterbrødre ikke blevet den hårdtslående oplevelse, som den er. Sidste år spurgte vi, hvor det dog ikke kunne ende, når hun fik en Bodil for sin debutfilm. I år kan vi sige, at der ikke synes at være nogen ende på, hvad Maria von Hausswolff kan bidrage med til dansk film.
Bedste dokumentar: Last Men in Aleppo af Firas Fayyad
Dansk dokumentar står stadig utrolig stærkt i dag. Og når globalt udsyn kombineres med et mod til at sætte livet på spil – bogstaveligt talt – så får vi en film som Last Men in Aleppo. Den kommer med en Oscar-nominering i bagagen. Det er en hjerteskærende og til tider helt ubærlig film om konsekvenserne af krigen i Syrien. Men den indgyder også håb. Filmen følger frivillige i organisationen ‘White Helmets’, der arbejder ubønhørligt på at redde, hvad reddes kan i et krigshærget land. Det er en dokumentar, der giver et nærværende og sjældent indblik i, hvad det vil sige at leve med krig. En film som, desværre, stadig er højaktuel.
Bedste manuskript: Adam August og Fenar Ahmad for Underverden
Fenar Ahmad og Adam Augusts manuskript til Underverden tegner et danmarksbillede, vi aldrig har set før. Manuskriptet henter sin energi i lige dele Hollywood-tradition og et stærkt lokalt nærvær. Det tillader os at blive rørt over dybderne i en irakisk generationskløft, repræsenteret ved hovedpersonen Said og hans flygtede far. Det føles som om, vi har gået og ventet på Underverden. Det danske biografpublikum har belønnet filmen for at balancere den svære kunst at skabe underholdende genre-action med en autentisk miljøbeskrivelse og en troværdig dialog. Det samme ønsker vi at gøre ved at tildele Adam August og Fenar Ahmad årets Bodil for Bedste manuskript. Tillykke!
Sær-Bodil: The Animation Workshop, Copenhagen Bombay og VOID – International Animation Film Festival
Dansk animationsfilm har ikke altid fået den anerkendelse, som den fortjener. Det vil vi gerne råde bod på med denne Sær-Bodil, der deles mellem The Animation Workshop, Copenhagen Bombay og VOID – International Animation Film Festival.
I 1988 åbnede The Animation Workshop i Viborg som et kommunalt tilbud til unge om at tegne. Nu, 30 år senere, er det en verdenskendt animationsskole, der gang på gang bliver fremhævet som en af de bedste indenfor sit felt. Folkene bag besidder en ukuelig virketrang, og de viser både et beundringsværdigt internationalt udsyn og et meget værdsat engagement i den nødvendige udvikling af den danske filmbranche.
Siger man Copenhagen Bombay, siger man også Sarita Christensen, selvom vi fornemmer, at hun foretrækker, at det er de tegnende talenter, der er i fokus. Siden filmselskabet blev etableret i 2006, har Copenhagen Bombay udviklet originale, eventyrlige fortællinger for børn og unge på internationalt niveau. Vi behøver blot at nævne nylige værker som Den kæmpestore bjørn og Nabospionen. Selvom Copenhagen Bombay nu har afdelinger i flere lande, er vi glade for stadig at kunne prale af, at nogle af de mest seje og innovative animationsforkæmpere har hovedsæde i Danmark.
VOID – International Animation Film Festival er det yngste skud på stammen af de tre Sær-Bodilvindere. På blot tre år har festivalen vokset sig ind i vores bevidsthed og åbnet publikums øjne for de animationsfilm, der er for voksne. Den slags film, der er alvorlige, smukke, skræmmende, brutale og sensuelle, og som ikke er for børn. VOID tilbyder os en mulighed for at stifte bekendtskab med al den forunderlige og udfordrende animation, der findes derude, men som sjældent får almindelig biografdistribution.
Æres-Bodil: Lone Scherfig
Først fik vi Kajs fødselsdag og dernæst Når mor kommer hjem…, men det var først med dogmereglernes inspirerende spark bagi, vi oplevede noget, der lignede det fulde potentiale fra Lone Scherfig. Italiensk for begyndere begejstrede både anmelderne og publikum fra december år 2000 og i månedsvis derefter. Filmen er den film med dansk tale, der har solgt flest billetter i udlandet, nemlig knap tre millioner. Sjældent har en film om hjerternes dans været leveret med så megen ærlighed og humor. Ingen kan nemlig som Lone Scherfig ramme hverdagsmennesket i fiktionsrammen i en spillefilm. Det opdagede de også i udlandet, hvor Wilbur begår selvmord blev forløst. Vi kan kun gætte på, om det var turen tilbage til Danmark med Hjemve, der gav endnu mere udlængsel. Siden da har Lone Scherfig brilleret ved som få at være i stand til at omplante sit kunstneriske gemyt til det store udland, hvor elegante An Education blev nomineret til tre Oscar-statuetter. Siden kom Samme dag næste år, The Riot Club og Their Finest. Det glæder de danske filmanmeldere og filmjournalister, at Lone Scherfig i en omskiftelig branche snart gavmildt har givet os ti spillefilm og stribevis af bidrag til tv-serier. Tillykke med denne Æres-Bodil, der nu kan stå ved siden af Sølvbjørnen fra Berlin. Der kan de to statuetter så stå og glæde sig til den næste film, som vi også gør det i Danske Filmkritikere. Om det danske filmtog helt er kørt for Lone Scherfig, får vi måske et fingerpeg om med den kommende danskproducerede Secrets from the Tea Room. Uanset hvad er der god grund til at anerkende en imponerende karriere, der forhåbentlig stadig er lang endnu.
Henning Bahs-prisen: Thomas Bremer og Nikolaj Danielsen for QEDA
Der er en vis mytologisk poesi i, at to mænd må dele prisen for bedste scenografi for en film om klonede mænd. I Max Kestners sci-fi-drama QEDAskaber Thomas Bremer og Nikolaj Danielsen et dystopisk København, hvor stigende have har forvandlet boulevarder til kanaler og Kongens Have til et goldt ødeland. Iscenesættelsen af vor oversvømmede købstad er skelsættende i dansk filmhistorie, og Bremer og Danielsen giver filmuniverset sjælfulde skandinaviske designfacetter, når klunkehjem, modernisme og futurisme kontrasteres for at spejle hovedkarakterens splittelse mellem menneskelighed og mekanisk funktionalitet. Det er sjældent flot arbejde, vi her er vidne til.
Blockbuster Streamingprisen: Underverden af Fenar Ahmad
Underverden klarede sig fornemt i biograferne, men også på streamingtjenesterne har danskerne virkelig taget filmen til sig. På Blockbuster blev filmen en af de mest sete danske film sidste år, og selvom nogle engang mente, at den brede befolkning ikke ville se indvandrere på film, har hundredtusindvis af danskere nu oplevet Dar Salims forvandling fra succesfuld læge til hårdtslående hævner. Og det kan vi kun bifalde: Fenar Ahmad har skabt et fremragende actiondrama, som både er medrivende og har noget på hjerte.