Bodilprisen 2019: Her er vinderne…
Isabella Eklöfs spillefilmsdebut Holiday blev aftenens helt store vinder og hjemtog hele fire priser, da filmbranchens dygtigste her til aften blev hyldet på Stærekassen ved Bodilprisen 2019. På en aften, hvor både debutanter og mere erfarne filmkræfter blev hyldet, tilfaldt aftenens største hæder selvsamme Holiday med prisen for Bedste film, mens Gustav Möller modtog den nye pris Blockbuster Talentprisen for sit arbejde med debuten Den skyldige.
Hele 14 priser blev uddelt i aftes, da den 72. udgave af Bodilprisen løb af stablen på Stærekassen i København. Holiday, som er instrueret af svenske Isabella Eklöf, løb med hele fire af priserne. Filmen hjemtog både prisen for Bedste film, Bedste kvindelige hovedrolle til Victoria Carmen Sonne og Bedste mandlige birolle til Lai Yde Holgaard, mens filmens fotograf, Nadim Carlsen, modtog prisen for Bedste fotograf.
Priser til både nye og erfarne navne
Der var hyldest til flere af de nye navne i dansk film ved aftenens prisuddeling på Stærekassen. Foruden Isabella Eklöfs hæder modtog også Gustav Möller Blockbuster Talentprisen for sit arbejde med debutspillefilmen Den skyldige, ligesom Katrine Greis-Rosenthal hjemtog sin første Bodil-statuette for Bedste kvindelige birolle for sin præstation i Lykke-Per. Victoria Carmen Sonne har etableret sig som et af de mest lysende talenter i dansk film og modtog sin anden Bodil – og første for Bedste kvindelige hovedrolle – i en stadig ung karriere for sin præstation i Holiday.
Mere erfarne navne skinnede dog også igennem lørdag aften. Jakob Cedergren modtog sin anden Bodil-statuette i karrieren for Bedste mandlige hovedrolle i Den skyldige, ligesom Bedste mandlige birolle gik til Lai Yde Holgaard for hans rolle som narkogangsteren Michael i Holiday. Bodil’en for Bedste manuskript tilfaldt Jakob Weis for manuskriptet til Den tid på året.
Prisen for årets Bedste ikke-amerikanske film gik til en Oscar-vinder i form af Alfonso Cuaróns Roma, mens Sean S. Bakers The Florida Project tog sig af prisen for Bedste amerikanske film. Prisen for Bedste dokumentar modtog Simon Lereng Wilmont for sin skildring af 10-årige Olegs barndom midt i den øst-ukrainske krigszone i Olegs krig – en barndom i krigens skygge.
Årets Sær-Bodil gik til oversætter Henrik Thøgersen for bl.a. sit arbejde med uoversættelige titler som Deadpool 2, mens leder af Filmskolens dokumentarinstruktøruddannelse, Arne Bro, modtog årets Æres-Bodil for sine mange års tro tjeneste for dansk film, særligt dokumentarfilmen. Henning Bahs Prisen for bedste produktionsdesign gik i år til Simone Grau Roney for hendes imponerende arbejde på The House That Jack Built.
De eftertragtede Bodilstatuetter fordelte sig således:
- Bedste film gik til Holiday, som er instrueret af spillefilmdebuterende Isabella Eklöf.
- Victoria Carmen Sonne modtog prisen for Bedste kvindelige hovedrolle for sin præstation i Holiday.
- Bedste mandlige hovedrolle tilfaldt Jakob Cedergren for sin rolle som politibetjenten Asger Holm i Den Skyldige.
- Katrine Greis-Rosenthal modtog prisen for Bedste kvindelige birolle (Lykke-Per).
- Bedste mandlige birolle tilfaldt Lai Yde Holgaard (Holiday).
- Simon Lereng Wilmonts Olegs krig – en barndom i krigens skygge modtog prisen for Bedste dokumentar.
- Bedste manuskript gik til Jakob Weis (Den tid på året).
- Bedste fotograf tilfaldt Nadim Carlsen for hans arbejde på
- Bedste amerikanske film gik til The Florida Project, som er instrueret af Sean S. Baker.
- Bedste ikke-amerikanske film tilfaldt Alfonso Cuaróns Oscar-vinder Roma.
- Æres-Bodil gik i 2019 til leder af Filmskolens dokumentarinstruktøruddannelse, Arne Bro, for hans store indsats for dansk film, især dokumentarfilmen.
- Årets Sær-Bodil modtog oversætter Henrik Thøgersen.
- Henning Bahs Prisen for bedste produktionsdesign tilfaldt Simone Grau Roney for hendes arbejde på The House That Jack Built.
Årets nye pris, Blockbuster Talentprisen, blev givet til instruktør Gustav Möller for hans arbejde med Den skyldige.